Mærsk forhøjer afgift efter prisstigning på lavsvolvsbræn...

Dato: 22. jan. 2020 kl. 14:13
Stigende priser på det lavsvolvsholdige brændstof VLSFO får nu konsekvenser for kunderne hos A.P. Møller-Mærsk. Fra marts hæver Mærsk sine afgifter med 50-200 dollar per fyrrefodscontainer på grund af de seneste prisstigninger.

- Afgiftsstigningen vil være på tværs af alle handler med en stigning på mellem 50 og 200 dollar per FFE reflekterende de stigende priser på brændstof de seneste uger. Den aktuelle stigning per handel vil blive kommunikeret ud i slutningen af januar, skriver Mærsk i en meddelelse.

Mærsk har flere gange meldt ud, at de nye IMO 2020-regler, der trådte i kraft ved årsskiftet, og som betyder, at det ikke er tilladt at udlede helt så meget svovl fra skibsbrændstof som tidligere, ville øge omkostningerne ved skibsfragt.

Det var ventet, at brændstofudgifterne ville stige og være mere volatile, og derfor indførte Mærsk, at brændstoftillægget BAF og miljøbrændstofafgiften EFF kan justeres månedligt, hvis VLSFO-priserne stiger eller falder signifikant.

- I de seneste måneder har vi set VLSFO-priserne stige substantielt og endnu mere i de seneste uger. I særdeleshed VLSFO-priserne i Asien (Singapore) har i en periode oversteget 700 dollar per ton, mere end 20 pct. højere end de seneste bunkerpriser brugt til beretning af BAF og EFF.

- Som følge heraf vil Mærsk gøre brug af den månedlige "trigger" defineret i BAF- og EFF-formularen, og de nye afgifter vil træde i kraft 1. marts 2020, skriver Mærsk i meddelelsen.

/ritzau/Finans

Tilbage