Bæredygtige investeringer vinder frem

Bæredygtige investeringer vinder frem

Investorkrav om ansvarlighed vokser hastigt på globalt plan. Hos Sydinvest får stadigt flere kunder også fokus på bæredygtige investeringer.

Sydinvest har de senere år oplevet en stor stigning i investorernes formue i bæredygtige og etiske investeringsfonde. I investeringsbranchen vurderer man fondene på baggrund af tre overordnede kriterier: miljø, sociale forhold og god selskabsledelse, kendt under den samlede betegnelse ESG (Environmental, Social and Governance). Jo bedre et selskab klarer sig på de tre områder, desto mere ansvarligt vurderes selskabet at være.

“Sydinvest Morningstar Bæredygtig Indeks er et eksempel på en fond, der bygger på best in class-princippet"

”Best in class”

Der er mange tilgange til ansvarlige investeringer, og området er i hastig udvikling. De mest almindelige er negativ screening (screening for normbrud), dialog med de selskaber, der ikke lever op til ESG-krav, udvælgelse af de bedste selskaber ud fra ESG-kriterier (metoden beskrives ofte som ‘best in class’) og etiske fonde, der har særligt strenge kriterier til de selskaber, der investeres i.

“Sydinvest Morningstar Bæredygtig Indeks er et eksempel på en fond, der bygger på best in class-princippet. Den passive aktiefond følger et indeks, udarbejdet af analysebureauet Morningstar, der udvælger de bedste af de største selskaber i verden i de enkelte sektorer. Det sker på baggrund af en vurdering af ESG-risikoen i selskaberne,” forklarer Niels Skovvart, der er fondsdirektør i Sydinvest. ”Den investerer så at sige i ’duksene’; de bedste i klassen.”

 Sydinvest Morningstar Bæredygtig Indeks er på kort tid blevet populær blandt Sydinvests investorer. På mindre end to år er den bæredygtige aktiefond vokset fra nul kroner til en forvaltet formue på 716 mio. kr. Det svarer til en gennemsnitlig daglig tilgang på over 1 mio. kr. for hver eneste dag i de seneste snart to år, aktiefonden har eksisteret.

Større fokus på ansvarlighed

I de senere år har det øgede internationale fokus på ESG-forhold påvirket investeringsbeslutninger i hele verden stærkt. Danmark og danske virksomheder er kendt for at gå foran, når det gælder ansvarlighed. Dette gælder også de finansielle virksomheder, og alle større danske investeringsforeninger, herunder Sydinvest, har underskrevet FN’s principper for ansvarlige investeringer, kendt under betegnelsen PRI (Principles for Responsible Investment).

Sydinvest er en af mange kapitalforvaltere, der samarbejder med den globale analysevirksomhed Sustainalytics. Sustainalytics har specialiseret sig i at vurdere graden af bæredygtighed hos verdens børsnoterede selskaber på baggrund af de tre ESG-kriterier.

“I Sydinvest ønsker vi at forvalte investorernes penge bedst muligt. Udover at have fokus på at skabe et godt afkast forvalter vi også formuen i de forskellige fonde ansvarligt med fokus på miljø, sociale forhold og god selskabsledelse i virksomhederne.

Dialog er nøglen til, at selskaberne lever op til vores ESG-krav, og mangel på samme kan ultimativt føre til, at vi ikke vil investere i dem,” forklarer Niels Skovvart.

„Udover at have fokus på at skabe et godt afkast forvalter vi også formuen i de forskellige fonde ansvarligt med fokus på miljø, sociale forhold og god selskabsledelse i virksomhederne“

Ansvarligheden kan få konsekvenser

Sammen med Sustainalytics holder porteføljemanagerne øje med, at de selskaber, der investeres i, lever op til kravene om ansvarlighed. Er det ikke tilfældet, forsøger Sydinvest i samarbejde med Sustainalytics via dialog og løbende kontakt at ændre selskabernes adfærd.

“Samarbejdet med Sustainalytics giver os væsentlig større indflydelse, end hvis vi i Sydinvest gik i dialog med selskaberne på egen hånd. Hvis ikke et selskab lever op til vores krav, har vi en omfattende dialog med selskabet, hvor vi forsøger at rykke dem i den rigtige retning. Men hvis ikke selskabet vil ændre kurs, er der ikke andet for end at ekskludere det fra vores investeringsunivers,” fortæller Niels Skovvart.

Hvordan med obligationer?

Ved investeringer i statsobligationer har dialogværktøjet visse begrænsninger.

“I de fonde, der investerer i statsobligationer, har vi ikke samme mulighed for at udøve påvirkning som ved aktieinvesteringer. Det er vanskeligt at påvirke landenes ledere, bl.a. fordi tilgængeligheden til dem er lav. Her arbejder vi i stedet med en eksklusionsliste over lande, vi ikke vil investere i,” tilføjer Niels Skovvart.

“Vi anbefaler altid investorer at søge rådgivning om bæredygtig investering hos deres pengeinstitut eller rådgiver. Der er store forskelle på de bæredygtige fonde i Danmark" - Niels Skovvart, fondsdirektør

Et større og større udbud

Det danske marked for bæredygtige investeringer er i stor stigning i disse år, og der kommer flere og flere produkter at vælge mellem.

“Vi anbefaler altid investorer at søge rådgivning om bæredygtig investering hos deres pengeinstitut eller rådgiver,” udtaler Niels Skovvart. ”Der er store forskelle på de bæredygtige fonde i Danmark, og investorerne kan have behov for at føle sig grundigt informeret om metoder, principper og processer inden for bæredygtig investering, før de vælger at investere deres penge i bæredygtige investeringsprodukter.”

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde