“Det digitale kapløb bør være på alle investorers radar”

“Det digitale kapløb bør være på alle investorers radar”

Ændret adfærd under COVID-19-krisen har øget appetitten på digitale løsninger. Det vil udbygge afstanden mellem stærke og svage virksomheder.

For mindre end ti år siden betalte man med girokort på posthuset, hævede penge med en bankbog og lejede de nyeste premierefilm i en af Blockbusters mange fysiske videobutikker. Det er fortid. Ingen af disse muligheder eksisterer i dag. I stedet klares betalinger fra computeren eller mobilen, og film streames online via de selvsamme digitale enheder. Den såkaldte digitalisering, der anvendes bredt til at beskrive samfundets digitale udvikling, fører betydelige forandringer med sig.

“Digitalisering præger hverdagen i mange virksomheder, også helt lavpraktisk. Det er med til at gøre selskaberne mere effektive, hvilket ofte fører til indtjeningsfremgang. Digitalisering er utvivlsomt blevet et væsentligt konkurrenceparameter, og udviklingen kommer jo også forbrugerne til gode, blandt andet i form af bedre servicetilbud,” forklarer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

“Jeg vil helst ikke spå om, hvad den digitale udvikling kan føre til, for jeg er ret sikker på, at virkeligheden vil overgå fantasien.“ - Jacob Pedersen

Hverdagen bliver koblet på internettet

I de senere år har virksomheder over hele verden indbygget teknologi i vores dagligdags ting, som efterfølgende kobles op på internettet - også kendt som Internet of Things (IoT). Erhvervslivet har allerede taget teknologien til sig og overvåger driften af fx kvæg, containerfragt og vindmøller. Snart vil forbrugerne også kunne gøre brug af mulighederne, og teknologien ventes at accelerere i takt med, at den kommende 5G-teknologi bliver implementeret og udbredt.

“Vi har kun set starten på de digitaliseringsmuligheder, der har internettet som omdrejningspunkt. Der er store ting i vente på den front, og jeg vil helst ikke spå om, hvad den digitale udvikling kan føre til, for jeg er ret sikker på, at virkeligheden vil overgå fantasien,” tilføjer Jacob Pedersen.a

Danske virksomheder står stærkt

Sammen med de øvrige nordiske lande er Danmark blandt de mest digitaliserede lande i verden. Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen var 88 pct. af danskerne i 2019 på internettet hver dag eller næsten hver dag.

Også i det danske erhvervsliv står mange virksomheder stærkt på digitaliseringsfronten. Fx kan Vestas overvåge komponenterne i sine vindmøller og justere på indstillingerne uden at være i fysisk nærhed af dem. FLSmidth leverer digitale løsninger inden for minesektoren, og A. P. Møller-Mærsk er nået langt i bestræbelserne på at udvikle blockchainteknologi til at håndtere containerfragten for blot at nævne nogle få danske eksempler. Pionererne inden for digitalisering findes dog ikke kun på det danske marked, men er fordelt på kryds og tværs af brancher og sektorer over hele verden.

Vestas er en af de danske virksomheder som står stærkt på digitaliseringsfronten.

COVID-19 kræver nye digitale løsninger

Ifølge aktieanalysechefen har COVID-19-pandemien blot været med til at accelerere den digitale udvikling, fordi nye behov er opstået i takt med mængden af forskellige restriktioner.

“COVID-19 har skabt nogle udfordringer, der har krævet helt nye løsninger, både i forhold til den måde, vi opfører os på, og den måde, vi agerer på, fx i indkøbs-situationer. Her er digitaliseringen blevet central. Uden pandemien var det formentlig blevet mere fodslæbende, men nu er der opstået en pludselig efterspørgsel fra forbrugerne, og der bliver skreget på nye løsninger. Det er blevet meget tydeligt i de seneste kvartaler,” siger Jacob Pedersen.

Pandemiens konsekvenser for vores måde at leve på skaber med andre ord muligheder for virksomheder, der formår at omstille sig hurtigt til den nye situation. Men hvad der er en mulighed for nogle, er samtidig en trussel for andre.

“Der er ikke mange topchefer, der stiller sig op og forklarer, at deres virksomhed har tabt markedsandele til konkurrenterne, fordi man har undladt at omfavne digitaliseringen. De, der halter bagefter og ikke har løsningerne, har et alvorligt problem. Man gør sig selv en stor tjeneste ved at være forrest på dette felt,” forklarer Jacob Pedersen.

“I det danske erhvervsliv står mange virksomheder stærkt på digitaliseringsfronten.“

Dyr digital omstilling

Men hvis digitalisering er så vigtigt, hvorfor vælger alle virksomheder så ikke bare at investere i den digitale omstilling for at opnå en stærk position?

“Fordi det er dyrt. Der skal mange penge op af lommen, og det skal give et afkast på længere sigt. Og det er bare ikke alle virksomheder, der har den mulighed. Der skal være penge til rådighed, og hvis du er kommet haltende ind i COVID-19-krisen, er du formentlig også blevet lagt ned af den,” fortæller Jacob Pedersen.

“Bundlinjen er, at de stærke virksomheder bliver stærkere af det her. Digitaliseringen repræsenterer en meget konkret mulighed for at udbygge forspringet og erobre markedsandele, så det er bestemt et kapløb, der bør være på alle investorers radar,” slutter Jacob Pedersen.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde