Det lille Amerikanske lys i mørket

Fortællingen om nutidens USA har efterhånden udviklet sig til en kliché. Det bliver dagligt konstateret, at amerikanerne er splittede som aldrig før i stort set alle spørgsmål, så lad os derfor begynde med det lille lys i mørket:

Når det gælder krigen i Ukraine og den økonomiske og militære hjælp, har der siden i fjor været bred støtte til at hjælpe med at sikre, at Rusland aldrig bliver belønnet for sin invasion. Hver gang USA’s præsident, Joe Biden, er gået til Kongressen og har bedt om yderligere opbakning til Ukraine, har han fået den. Langt ind i Det Republikanske Parti er parolen:

”If it can shoot, ship it.”

Med andre ord: Hvis vi har noget militært isenkram, som kan sige ”bang”, skal det af sted til Ukraine. Hellere i dag end i morgen.

Vigende forståelse for støtte til Ukraine

Det var den positive nyhed. Herfra går det ned ad bakke. Amerikanernes forståelse for, at USA bør stå ved Ukraines side, er nemlig vigende. I stigende grad frygter de, at USA – ligesom i nullerne – vil blive trukket ind i en evighedskrig, som udkæmpes langt fra kontinentet. Der er ganske vist – i modsætning til i Irak og Afghanistan – ingen amerikanske soldater på jorden i Ukraine (i hvert fald ikke officielt!), men det amerikanske bidrag medfører et mærkbart dræn økonomisk og materielt.

Befolkningen er begyndt at spørge: Kunne vi ikke bruge vores ressourcer bedre og i egen interesse ved at lade europæerne tage sig af Ukraine, så vi kan bekæmpe den voksende trussel fra Kina?

Nyt fokus: Kina

USA er, siden Trump blev præsident, vågnet op af sin tornerosesøvn, når det gælder Riget i Midten. Hvor man under Obama bød den daværende kinesiske præsident på gallamiddag i Det Hvide Hus og naivt forestillede sig, at kineserne også ville indse det fortryllende ved demokratiets væsen, er der i dag permafrost mellem de to lande.

Biden forsætter Amerika First

Biden har også fortsat – og endda udbygget – Trumps isolationistiske handelspolitik. Det kan godt være, at Bidens ”handels-haute couture” ikke bærer navnet America First. Men i substansen står Biden for det samme som den modstander, han foragter. USA’s præsident har som led i sin store lovpakke ”The Inflation Reduction Act” stillet krav om, at enhver, der ønsker at udføre opgaver for det offentlige på nationalt plan, skal hyre amerikansk arbejdskraft og bruge amerikanske råvarer.

Biden har til gengæld – i modsætning til Trump – i samme lovpakke medtaget de største investeringer nogensinde i grøn energi. Men også her favoriserer præsidenten og Det Demokratiske Parti de amerikanske virksomheder. Det skattefradrag, man kan få ved at købe en el-bil, gælder nemlig kun, hvis den er produceret i USA. Hvem sagde America First?

Er den evige optimisme truet?

Den voksende politiske prioritering af amerikanernes interesser bunder i befolkningens tilsvarende tristesse. Tre ud af fire amerikanere synes, at landet er på vej i en forkert retning. Ikke engang demokraterne jubler over deres eget liv (eller deres aldrende præsident), og over halvdelen frygter, at deres børn får et ringere liv med færre muligheder, end de selv har haft. Dette mismod strider fundamentalt mod amerikanernes evige optimisme og tro på egen exceptionalisme.

Det var netop dette sortsyn, der i 2016 banede vejen for Donald Trump. Hans overraskende vej til magten har siden defineret amerikansk politik og styret begge partier i retning mod at lappe USA’s egne problemer i stedet for at redde resten af verden. I det lys har det været livgivende at se demokrater og republikanere forenet i kampen for frihed i Ukraine. Republikanerne mener ganske vist, at Biden var alt for sen til at give Ukraine den fornødne hjælp, og at hans fadæse med tilbagetrækningen fra Afghanistan gav Putin det tiltrængte mod til at gå i krig i nabolandet. Blandt Trumps loyale tilhængere lyder konstateringen:

Europa deltager i højere grad

Biden risikerer dermed at agere på lånt tid, når det gælder den fortsatte støtte til Ukraine, og krigen kommer givetvis til at spille en rolle i præsidentvalgkampen til næste år. Selv den siddende præsident vil have et incitament til at love amerikanerne, at USA ikke i uendelighed er militær storleverandør til ukrainerne.

Også Biden ser med tilfredshed på, at de europæiske NATO-lande nu omsider (blandt andet takket være presset og truslen fra Trump) bidrager mere end tidligere. Forventningen blandt alle amerikanske politikere er, at Europa i endnu højere grad tager vare på egen sikkerhed. Som en republikansk senator sagde for nylig:

”Vi kan ikke tvinge europæerne til at bidrage mere. Men vi kan hjælpe dem med at forstå, at det er i deres egen interesse at opbygge et mere modstandsdygtigt forsvar. Det er jo i deres baghave, der er krig.”

Amerikanerne stod klar til at støtte friheden

Når amerikanerne i øjeblikket tvivler på deres egen grundlæggende fortræffelighed, bør de minde sig selv om, at de – som altid i historien – stod klar med hjælp, da den vestlige verdens frihed blev truet. For ukrainernes kamp er også amerikanernes kamp.

Spørgsmålet er blot, hvor langt tålmodigheden – og tegnebogen – rækker?