Horisont
Maj 2019
  • Pengepolitik
  • Udenrigspolitik
  • Økonomi
  • BRIK
Læsetid: 4.30 minutter
Er gassen gået af ballonen?

Er gassen gået af ballonen?

Fokus på egne problemer, nye projekter og udenlandske sanktioner har nedtonet omtalen af de fire BRIK-lande som ét begreb. Læs lektor Mette Skaks vurdering af BRIK-landene nu og i fremtiden. 

4.30 min.
  • Maj 2019
  • Pengepolitik
  • Udenrigspolitik
  • Økonomi
  • BRIK

Mette Skak er lektor og ph.d. i international politik på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Hun er tillige cand.phil. i russisk sprog og historie. Hun stod i spidsen for et flerårigt forskningsprojekt om BRIK som redaktør af og medforfatterpå bogen Fremtidens stormagter: BRIK’erne i det globale spil: Brasilien, Rusland, Indien og Kina (Aarhus Universitetsforlag, 2010). Desuden skriver hun ofte om Rusland og optræder i medierne som sagkyndig i sikkerhedspolitik.

Hvad er baggrunden for BRIK-landene som begreb?

”Selve begrebet blev skabt af Goldman Sachs-økonomen Jim O’Neill tilbage i 2001, og det blev af mange opfattet som en art investeringsspin. Han gjorde det klart, at Kina var den altafgørende vækstmotor for hele gruppen, men han ville derudover åbne folks øjne for, at mange andre udviklingsøkonomier var i fremgang. Dengang tegnede væksten lovende i såvel Brasilien som Rusland og Indien, og 2001 var samtidig året, hvor Kina blev optaget i verdenshandels-organisationen WTO."

 

Hvilke fællestræk har landene - og hvilke forskelle?

”De fire BRIK-lande har det til fælles, at deres økonomiske struktur er mere eller mindre statskapitalistisk. Det vil sige, at de store, strategisk vigtige virksomheder ofte er under statslig kontrol, hvor der også er store problemer med korruption.”

 

”Ellers er det forskellene mellem dem, der er vigtigst. Kina er et kommunistisk etpartidiktatur, så Kina står for nogle helt andre værdier, end EU fx gør. Den historie og den kultur, der præger landene, er også højst forskellig. Brasilien befinder sig langt væk fra de andre og er et land med en særdeles alsidig og sådan set konkurrencedygtig økonomisk formåen. Indien er omvendt et ludfattigt land og politisk set et uhyre driftssikkert demokrati.”

Har de nogen politiske fællesinteresser?

”I politisk forstand begyndte BRIK-projektet faktisk et stykke tid før 2001. I slutningen af 90’erne havde Rusland en vision om at gå sammen med Kina og Indien for at lave en modvægt til USA. Det var så især Indien, der ville have Brasilien med i fællesskabet. Men hvor Rusland havde en mere konfrontatorisk stil, anså Indien det for uholdbart at sætte sig op mod USA, ligesom Kina heller ikke var klar til at sætte sig selv igennem på den storpolitiske scene.”

 

”Lige siden landene først begyndte at samarbejde, har de haft en fælles vision om en reform af den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, hvor de krævede en bedre repræsentation. Og det er faktisk kommet til reformer. Samtidig holder de årlige topmøder mellem landene (inklusive Sydafrika), hvor de mest af alt prøver at afstemme deres holdninger forud for G20-møderne mellem de 19 toneangivende lande i verden plus EU.”

"Lige siden landene første begyndte at samarbejde, har de haft en fælles vision om en reform af den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken."

Kinas præsident Xi Jinping besøgte Frankrig i marts måned, hvor der blev drøftet nye aftaler indenfor energi, fødesvarer, transport og andre sektorer.

Hvordan står BRIK-landene som magtfaktor i dag?

”På den ene side har BRIK-landene sammen med Sydafrika (de såkaldte BRIKS) lanceret deres egen udviklingsbank kaldet New Development Bank. Den ser ud til at yde støtte til forskellige infrastrukturprojekter i indskyderlandene – fx projekter angående vedvarende energi eller oversvømmelsesbeskyttelse i Indien, hvilket i sig selv er påskønnelsesværdigt.”

 

”På den anden side er de enkelte lande blevet mere indadvendte, og Rusland og Kina er mere optaget af Trumps USA end af BRIK-samarbejdet. Kina er blevet den dominerende samhandelspartner, så både i Brasilien mod vest og i Rusland mod øst frygter man Kinas økonomiske råstyrke.“

 

”Meget sigende ville Putin i 2013 gøre BRIK til et sikkerhedspolitisk forum, for Rusland har gennem det seneste årti befundet sig i et økonomisk dødvande.”

 

”Overordnet set er der over en længere periode blevet mere stille omkring BRIK-landene som fællesbetegnelse. Det skyldes bl.a. den politiske og økonomiske krise i Brasilien, Ruslands problemer med de økonomiske sanktioner som svar på annekteringen af Krimhalvøen, og endelig at Indiens og Kinas interesse for BRIK er løjet af. Kina har eksempelvis lanceret sit eget storstilede Silkevejsprojekt, oprettet sin egen storbank (AIIB) og søsat et program for, hvordan Kina bliver en højteknologisk supermagt.”

 

Har BRIK-landene levet op til deres politiske potentiale?

”Nej, ikke for alvor. Det var nok forventningen dengang, at de fire lande ville gå sammen i et forpligtende politisk fællesskab, men Rusland spændte buen for hårdt, da de troede, at de kunne få de andre lande til at gå op imod USA. I 2017 så vi Kina arbejde for at gøre BRIK-landene til en slags frihandels-område, men det var de andre slet ikke interesserede i. Landenes mærkesager er simpelthen for forskellige.”

 

”Omvendt er middelklassen kommet til at udgøre en meget stor del af befolkningen i BRIK-landene, og vi må bøje os for, at fremvæksten af de store middelklasser er udtryk for en klokkeklar økonomisk succes. Og ikke mindst finansielt betyder det noget for hele den sydlige halvkugle, at der nu er kommet et alternativ til IMF og Verdensbanken i skikkelse af New Development Bank.”

 

”Banken har ligefrem forpligtet sig til at prioritere bæredygtige teknologier og grøn energi. Dog er det vigtigt at forstå, at BRIK står og falder med Kinas interesse i samarbejdet, og her virker det, som om Kinas interesse er kølnet til fordel for Kinas egne globale satsninger. Det er i øvrigt vigtigt at være opmærksom på de vækstøkonomier, der ikke indgår i BRIK-gruppen, fx Indonesien.”

"Vi må bøje os for, at fremvæksten af de store middelklasser er udtryk for en klokkeklar økonomisk succes".

Du nævner bæredygtighed. Er det alle fire lande, der har fokus på det i din optik?

”Nej, der er en klar forskel mellem landene i forhold til deres fokus på bæredygtighed. Man må sige, at Kina længe har taget klimaforandringerne alvorligt. Regeringen har indset, at hvis man ikke kan kontrollere klimaforandringerne, så vil det blive en trussel mod deres vækstmål. I Kinas traditionelle femårsplaner har regeringen derfor også forpligtet sig til at udbygge produktionen af vedvarende energi, og nu er landet faktisk blevet en eksportnation inden for området.” 

 

”Brasilien og Indien arbejder også begge med at afhjælpe klimaforandringerne, men i mindre målestok. Og i den helt anden ende af spektret finder man Rusland, der faktisk kunne have gjort sig til en stormagt inden for solenergi.“

 

”Allerede i 1930’erne arbejdede man Rusland på at udvikle teknologien, og russerne har sådan set knækket koden. De lavthængende frugter er imidlertid olie og gas, så vi har ikke set dem vise interesse for at frigøre sig fra dette. Det er et klart problem for russerne, hvis de ikke får øjnene op for, at de også er sårbare over for klimaforandringerne.”