Horisont
Januar 2019
  • Emerging Markets
  • Fjernøsten
  • Økonomi
Læsetid: 3.00 minutter
Hongkong: På jagt efter viden

Hongkong: På jagt efter viden

Af Anders Øhrberg Thrane Kommunikationskonsulent Sydinvest

Hongkong var rammen om en fire dage lang konference om asiatiske aktier. Konferencen er blandt de største i verden. Aktiechef Jesper Engedal fortæller i dette interview om nogle indtryk fra konferencen og de samtaler, han havde med både analytikere og virksomheder.

Af Anders Øhrberg Thrane
Kommunikationskonsulent
Sydinvest

3.00 min.
  • Januar 2019
  • Emerging Markets
  • Fjernøsten
  • Økonomi

Trafikken er tung, og der er et menneskehav på vej til arbejde i de store flotte højhuse i centrum af Hongkong. Selvom Hongkong er en del af Kina, ligner byen på mange måder vestlige storbyer. Byggekraner tårner sig op i bybilledet, og de skyhøje ejendomspriser betyder, at der kan ses nybyggeri i det meste af byen – selv på vej ud i havet. 

På konferencehotellet er der dækket op, og man er klar til, at CLSA holder sin hovedkonference, som er én af de største konferencer om investeringer i Asien. I den store konferencesal kører der flere spor med kendte selskaber og analytikere, mens mange mødelokaler rundt omkring giver plads til, at man kan mødes med virksomheder og analytikere i mindre grupper eller på tomandshånd. Det har aktiechef Jesper Engedal og seniorporteføljemanager Bjarne Gier gjort flittigt brug af.

”Det er et meget intensivt program med det ene møde lige efter det andet,” forklarer Jesper Engedal. ”Og det skifter meget: Først er det en landeanalytiker med fokus på Filippinerne, og lige derefter er det et raffinaderi, der sælger mere miljøvenlig diesel til tankskibene.”

 

I jagt på viden

Kapitalforvaltere fra hele verden deltog i konferencen for at få den nyeste viden om en svært tilgængelig region.

”Nogle af de positive trends, vi fik øje på, var Kinas overgang til naturgas samt batterier og styresystemer til el-biler”, siger Jesper Engedal. ”At Kina arbejder hårdt på at finde flere miljømæssigt rigtige tiltag, er helt sikkert positivt for hele verden. Men tag ikke fejl. Baggrunden for de positive tiltag er udelukkende den lokale forurening i de store byer i Kina.”

”Vender vi blikket mod el-biler, mente flere, at vi nærmer os nogle nye teknologisk gode løsninger. Nu mangler vi bare flere solgte biler, så skalaen kan blive større. Så snart salgstallet stiger, vil sådan noget som batterier hurtigt begynde at falde i pris, så flere vil købe bilerne,” forklarer Jesper Engedal. 

"Vender vi blikket mod el-biler, mente flere, at vi nærmer os nogle nye teknologisk gode løsninger."

Kinesisk tegn for velstand.

Billigt i forhold til modne markeder

En sammenligning af kurserne i Fjernøsten med fx USA viser, at man kan købe fjernøstlige aktier med en del rabat. Det giver et potentiale fremover, men det er dog ikke sikkert, at potentialet kan indfries med det samme.

”Generelt var der dog en stemning på konferencen af, at vi befandt os i orkanens øje i forhold til investeringer i Fjernøsten,” udtaler Jesper Engedal.  ”Der var mange bekymrede miner rundt omkring, hvilket gjorde konferencen desto mere relevant at deltage i. Eksempelvis havde vi møde med en analytiker, der kunne fortælle mere indgående om en kommende regulering af prisen på kinesisk medicin, og på mødet kunne vi mærke, at han var ret sikker på, at reguleringen ville få betydning for medicinal-selskaberne. Efter konferencen gik vi tallene igennem igen derhjemme og nåede at sælge ud, inden reguleringen slog fuldt igennem i Kina.”

Konsekvenser af handelskrig

Aktier fra Emerging Markets har generelt haft det svært i 2018, og det har især været de fjernøstlige aktier, der har lidt under eksempelvis handelskrigen mellem USA og Kina. 

”Ser man på kursudviklingen, står det klart, at investorerne har indregnet mange bekymringer i kurserne på fjernøstlige aktier. Man kan sige, at de har taget forskud på sorgerne,” forklarer Jesper Engedal. ”Den store tvekamp mellem Kinas præsident, Xi Jinping, og USA’s præsident, Trump, har været særdeles forstyrrende for markederne i løbet af året. På konferencen var der da også en klar opfattelse af, at en eskalering af handelskrigen ville få store konsekvenser især for Kina, men også for USA og resten af verden,” forklarer han og fortsætter: 

”På vores møder med selskabernes repræsentanter var der ét emne, der gentagne gange kom på bane. De første toldsatser på 10 % på eksport fra Kina til USA kunne de fleste selskaber hente i effektiviseringer og lignende. De nye trusler om toldsatser på 25 % ville imidlertid få konsekvenser for priserne og dermed i sidste ende medføre et mindre forbrug og en lavere vækst.”

 

Politik som pejlemærke

Lige nu afhænger kurserne på aktier fra Emerging Markets ifølge Jesper Engedal ikke så meget af selskabernes resultater som af de makroøkonomiske og politiske forhold i verden. Derfor er det svært at følge en strategi, der udelukkende tager udgangspunkt i selskabernes tilstand og resultater. 

”I det daglige arbejde indgår politik for tiden som et vigtigt pejlemærke på grund af de urolige markeder. Vi arbejder med en horisont på 3-6 måneder og har fokus på selskaber med lav, stabil vækst og defensive selskaber uden for meget gæld. Vi positionerer os efter det nuværende billede og kan hurtigt ændre strategien,” forklarer Jesper Engedal om teamets nuværende strategi.

"I det daglige arbejde indgår politik for tiden som et vigtigt pejlemærke på grund af de urolige markeder."

Møder og konferencer i Emerging Markets

For porteføljemanagere med store formuer i aktier fra Emerging Markets er det vigtigt at have adgang til den nyeste viden og de generelle tendenser i områderne. Inden længe skal teamet bag Emerging Markets aktier til en lignende konference i Mexico. 

”Når vi deltager i sådanne konferencer, er det med tanke på at skabe os det bedst mulige netværk af selskabs- og landeanalytikere,” fortæller Jesper Engedal. ”I vores daglige arbejde med porteføljerne har vi analyser, regnskabsmodeller og temaer, vi læner os op ad, men en gang imellem har vi brug for at høre, hvad holdningen er hos lokale analytikere. Og her hjælper det at mødes lokalt på konferencer og kunne sætte et ansigt på analytikerne.”

 

Ejendomme i Hongkong regnes blandt de dyreste i verden, og de høje priser gør, at det kan betale sig at bygge helt ud i havet. "Reclaiming the land", som det kaldes på engelsk.