Horisont
Oktober 2020
  • Blandede fonde
  • Opsparing
Læsetid: 2.00 minutter
Mød teamet bag Sydinvest Blandede Fonde

Mød teamet bag Sydinvest Blandede Fonde

Interview med Bjørn Schwarz, seniorporteføljemanager, Sydbank

Teamet bag Sydinvest Blandede Fonde er klar til at træffe hurtige beslutninger, når der er optræk til uvejr på markedet. Men de fleste dage går med fordybelse i nyt om teknologi, politik og markedstendenser. Bjørn Schwarz giver et indblik i en porteføljemanagers dagligdag.

2.00 min.
  • Oktober 2020
  • Blandede fonde
  • Opsparing

“Dagen starter altid med, at jeg tjekker nattens udvikling på de fjernøstlige markeder. Det gør jeg hjemmefra. Så er jeg up to date, når markedet i Europa åbner, og dagens nyhedsstrøm og markedsudvikling går i gang“, fortæller Bjørn Schwarz, som er en af de fire seniorporteføljemanagere, der har ansvaret for Sydinvest Blandede Fonde.

 

Sammen med Anders Lorentzen, Jørn Jeppesen og Jan Hovmand-Olsen udgør han teamet bag Sydinvest Blandede Fonde, der udelukkende har til opgave at fokusere på og finde den optimale sammensætning i fondene. De har i gennemsnit mere end 20 års erfaring med at spotte gode investeringsmuligheder og følge udviklingen på de finansielle markeder.

„I løbet af dagen følger vi løbende nyhedsstrømmen og markedsudviklingen, men læser også baggrundsrapporter om trends fra et hav af kilder eller deltager på konferencer for at blive inspireret”

Udsigt til sorte skyer eller gode aktieafkast?

”Foruden en tæt daglig overvågning af investeringerne afholder vi i porteføljeteamet jævnligt strategimøder for at analysere og drøfte udviklingen på de finansielle markeder, verdensøkonomien og international politik,” forklarer Bjørn Schwarz. ”På den måde sikrer vi en løbende opfølgning på alle investeringerne i fondene.”

 

Han giver et nyligt eksempel: ”Da de sorte skyer trak op i januar, og corona kom på agendaen i Kina, valgte vi at nedbringe risikoen i vores investeringer. Vi solgte flere aktier fra for at lade pengene stå kontant. Da vi kom frem til midten af marts, valgte vi på ny at øge aktieandelen i porteføljerne efter at have set de kraftigste aktiekursfald i årevis.”

 

Løbende optimering

Teamet bag Sydinvest Blandede Fonde optimerer løbende indhold og fordeling alt efter fondenes fire forskellige risikoniveauer. Anders Lorentzen og Bjørn Schwarz har ansvaret for aktieandelen og udvælgelsen af aktier og aktiefonde til porteføljerne.

 

Jan Hovmand-Olsen og Jørn Jeppesen har ansvaret for udvælgelsen af danske og internationale obligationer samt obligationsfonde til porteføljerne. De to har ligeledes hovedansvaret for investeringerne i alternativer (fx guld og ejendomme).

 

Indsigt i brancher og virksomheder

Fordelingen mellem aktier, obligationer og alternativer er kun en del af porteføljemanagernes arbejde. De skal også udvælge de brancher og enkeltvirksomheder –  eller obligationer og alternativer – der kan sikre balancen mellem et godt afkast og den valgte risiko. Det arbejde kræver en enorm viden om alt fra højteknologi til den politiske dagsorden i alverdens lande.

 

„I løbet af dagen følger vi løbende nyhedsstrømmen og markedsudviklingen, men læser også baggrundsrapporter om trends fra et hav af kilder eller deltager på konferencer for at blive inspireret,” udtaler Bjørn Schwarz og tilføjer: ”Nye investeringsmuligheder drøftes løbende i teamet.“

 

Investeringer med blik for ansvarlighed og bæredygtighed

”I de blandede fonde investerer vi ansvarligt og har en ambition om også i stigende grad at investere bæredygtigt. Via vores samarbejde med Sustainalytics, der er en internationalt anerkendt analysevirksomhed, holder vi øje med, at de selskaber, vi investerer i, lever op til de krav, vi stiller. Det kan eksempelvis være inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder eller miljømæssige forhold,” fortæller Bjørn Schwarz.  

 

I Sydinvest ser man frem til, at nye retningslinjer fra EU vil skabe mere ensretning og klarhed på markedet for bæredygtighed.

 

“Arbejdet med at vurdere investeringerne ud fra et bæredygtighedsperspektiv fylder allerede meget i det daglige arbejde og vil fremover fylde endnu mere,” udtaler Bjørn Schwarz. ”For os som porteføljeteam handler det blandt andet om at spotte de virksomheder, der tager nye ansvarlige og bæredygtige initiativer. Det kan nemlig blive til en god langsigtet investering.“

Dagen slutter altid i USA

Dagen på kontoret er snart forbi. Det har været en rolig dag med et par møder, markedsovervågning, rapportlæsning og sparring hen over skrivebordet i teamet. Men sådan er det ikke altid ...

 

„Stemningen kan hurtigt blive ret intens, når aktierne går sydover, som det skete i foråret. Så er der fuld koncentration. Vi skal jo finde ud af, hvad der foregår, og træffe de rigtige beslutninger nu og her“, fortæller Bjørn Schwarz, der ofte slutter dagen ved 22-tiden med at tjekke de amerikanske markeder.