Horisont
Oktober 2018
  • Udenrigspolitik
Læsetid: 5.00 minutter
Putins Rusland ved en skillevej - igen

Putins Rusland ved en skillevej - igen

Forfatter: Leif Davidsen

Mens Putin kæmper for Rusland som en stormagt, er der ønsker om forandring at spore hos både den yngre og ældre del af Ruslands befolkning. Journalist og forfatter Leif Davidsen tegner et aktuelt billede af Rusland og analyserer Putins udfordringer på både den indenrigs- og udenrigspolitiske scene.

5.00 min.
  • Oktober 2018
  • Udenrigspolitik

Leif Davidsen er uddannet journalist og har mere end 20 års erfaring som udenrigsjournalist for Danmarks Radio. Leif Davidsen har rejst over det meste af verden og i Rusland i særdeleshed, hvor han arbejdede i 4 år som korrespondent i Moskva.

Den russiske præsident Vladimir Putin er i gang med sin fjerde præsidentperiode. Det er lykkedes ham at manøvrere klogt på den udenrigspolitiske front. Han har snedigt udnyttet sprækker og uenigheder inden for NATO og EU til at øge den russiske indflydelse, men hans overordnede mål – at få lempet sanktionerne mod Rusland – er slået fejl, bl.a. fordi han fejlfortolkede den amerikanske præsident Trump og Den Amerikanske Kongres. Han prøver stadig at placere Rusland som en stormagt, det internationale samfund ikke kan komme uden om, men meget tyder på, at han i sin fjerde periode vil koncentrere sig om de indenrigspolitiske kriser. Hans aggressive retorik er dæmpet, mens Rusland fortsat forsøger at splitte Vesten med mange forskelligartede midler.

Krim-halvøen

Krim opgiver han aldrig, og han har i lyntempo bygget en bro fra det russiske fastland til Krim. Borgerkrigen i det østlige Ukraine holdes på lavt blus. Den koster menneskeliv så godt som hver dag, men Putin er meget bevidst om, at NATO og EU ikke optager lande, der har territoriale stridigheder med andre nationer.

"Utilfredsheden med reformforslaget har svækket Putins popularitet, der ellers har været solid igennem hans mange år ved magten."

Utilfredshed blandt loyale tilhængere

Indenrigspolitisk halter Ruslands økonomi på fjerde år. Stagnationen er mærkbar, og for første gang i sine snart tyve år som landets ubestridte leder står Putin over for en markant indenrigspolitisk utilfredshed, der endog kommer fra hans mest loyale tilhængere. Det er den ældre del af befolkningen i den vidtstrakte russiske provins.  

 

Det handler om en pensionsreform, der blev fremlagt under det vellykkede VM i fodbold i sommer i håb om, at det kontroversielle forslag ville drukne i festlighederne. Det gjorde det ikke. Utilfredsheden med reformforslaget har svækket Putins popularitet, der ellers har været solid igennem hans mange år ved magten. At momsen samtidig skal hæves fra 18 til 20 procent, er heller ikke populært.

”Vi dør inden pensionen”

Pensionsreformen har der været behov for i mange år. I dag kan russiske kvinder få pension som 55-årige, mens mænd må vente, til de er 60. Det har ligget fast siden 1928 og betragtes som en umistelig rettighed. Pensionsalderen foreslås hævet til 63 år for kvinder og 65 for mænd. Det er ikke særligt opsigtsvækkende i europæisk sammenhæng. Som andre udviklede lande står Rusland også over for stigende udgifter til pensioner, men middellevealderen i Rusland er kun 66 år for mænd og 77 for kvinder. Det placerer Rusland som nummer 105 på FN’s liste; meget lavt for et udviklet industriland. Hertil kommer, at i 47 af de 81 russiske regioner dør mændene, før de fylder 65 år.

 

Reformforslaget om at hæve pensionsalderen har svækket Putin blandt den ældre del af befolkningen, der ellers tæller hans mest loyale tilhængere.

”Vi dør inden pensionen” har været et fast slogan under de demonstrationer, som har fundet sted over hele Rusland. Vladimir Putin holdt lav profil og overlod det længe til sin upopulære statsminister, Dimitrij Medvedev, at tage skraldet. Under indtryk af de folkelige protester blødte Putin regeringens forslag op. Landsfaderligt forklarede han nødvendigheden af reformen og satte kvindernes pensionsalder til 60, men bibeholdt mændenes til 65. Han tilbød samtidig pensionisterne en række velfærdsydelser og kvinder med tre eller flere børn en tidligere pensionsalder.

Genrejsning af Rusland

Putin holder sig ofte fra indenrigspolitiske slagsmål. Han har ladet forstå, at dagligdags problemer ikke angår en leder, der døgnet rundt har travlt med at varetage Moder Ruslands interesser. Hans ellers ubestridelige popularitet skyldes, at han i befolkningens øjne har genrejst Rusland og markeret landet udenrigspolitisk, bl.a. i Syrien. Med annekteringen af halvøen Krim i 2014 skabte han en nationalistisk eufori, der først nu for alvor er ved at klinge af.

Langt hovedparten af russerne mener, at Krim selvfølgelig er russisk, fordi Krim først i 1954 blev ukrainsk, da ukraineren Khrusjtjov med et administrativt pennestrøg forærede halvøen til Ukraine for at markere 300-året for unionen mellem Rusland og den del af det, der i dag udgør nationen Ukraine. Krim blev indlemmet i Rusland af Katarina den Store i 1783.

"Hans ellers ubestridelige popularitet skyldes, at han i befolkningens øjne har genrejst Rusland og markeret landet udenrigspolitisk, bl.a. i Syrien."

En fjendtlig omverden

På overfladen og i de statskontrollerede russiske medier, især radio og tv, bliver Putins lederskab prist som visionært. De vanskeligheder, der er, skyldes udelukkende, at Rusland er omgivet af en fjendtlig verden, der ønsker at tvinge Moderlandet i knæ. Den vognborgsmentalitet, som en stor del af befolkningen har taget til sig, er ikke længere helt så nem at fastholde for magthaver­ne. Der er sprækker i befæstningen og en voksende utilfredshed med den økonomiske situation, især i byernes store middelklasse.

For Rusland har ændret sig kolossalt de seneste ti til femten år. Kommunismens grå liv forekommer langt væk i de moderne storbyer, mens livet på landet stadig er præget af fattigdom og mangel på udvikling. Rusland er i dag et moderne land med en forynget befolkning, der ønsker forandring – men til hvad?

En ny generation

Man taler i Rusland om Generation P. Det er den generation, som aldrig har kendt andre ledere end Vladimir Putin. For dem er kommunismen en bizar fortid og Jeltsin-årenes kaos i halvfemserne en for længst overstået historisk periode. De er vokset op i velstand, er digitalt moderne og ligner deres aldersgruppe i den øvrige udviklede verden, sam­tidig med at de finder den skingre nationalis­tiske retorik temmelig uforståelig og gammeldags. Det er den slags unge mennesker, som tusinder af fodboldtilhængere mødte under sommerens VM. 


Danskere og andre tilrejsende kom tilbage med et andet indtryk af Rusland, end de ankom med. Det er ikke befolket af mennesker, der hader Vesten og lukker sig om sig selv. De mødte åbne og venlige mennesker, der undrede sig over, at Rusland så ofte blev dæmoniseret i den vestlige verdens medier og af vores politikere. De interesserer sig, som de fleste russere, ikke for politik og er selvfølgelig præget af, at deres medier fortæller dem, at Putin og de øvrige ledere bliver uretfærdigt behandlet. De tror gennemgående på Kremls benægtelse af enhver anklage, hvad enten det drejer sig om indblanding i USA’s valgkamp, et giftattentat i England eller støtte til oprørerne i det østlige Ukraine.

Frankrigs præsident Macron er fortaler for en mere konstruktiv dialog mellem Rusland og Europa, et ønske der også præger den yngre generation af russere, der gerne vil være en del af en større verden.

"Der er ingen seriøs dialog mellem øst og vest, og ingen af parterne synes villige til at finde det nødvendige kompromis."

Mistro begge veje

Det afspejler, at mistroen til Rusland nok er stor hos os, men russernes mistro til vores intentioner er lige så stor. Vi ser NATO som en fredsbevarende organisation, mens den i Rusland ses som et levn fra Den Kolde Krig, der stadig har som fremmeste formål at inddæmme og tvinge Rusland i knæ. Vi står derfor med en fastlåst situation, som det kræver stor diplomatisk kunnen og snilde at løse op for. Der er ingen seriøs dialog mellem øst og vest, og ingen af parterne synes villige til at finde det nødvendige kompromis.

Intet gennembrud med Trump

Putin havde håbet på et gennembrud i forholdet til USA med præsident Trump, men det er ikke kommet. Trump har trods sin Putin-venlige retorik skærpet sanktionerne, og Den Amerikanske Kongres har med lov taget kontrol over store dele af dem. Det skete allerede inden Trumps fordragelige og ukri­tiske møde med den russiske præsident i Helsinki. Det virker, som om der er stærke kræfter i Kongressen, der frygter, at Rusland har noget på Trump. Han skal holdes i kort snor. Det er nok Putin-regimets største taktiske og strategiske fejltagelse, at de regnede med, at de med Trump kunne få en normalisering af forholdet. I stedet fik de en forværring af forholdet, der yderligere kan udvikle sig fra slemt til værre.

Stadig ved magten

Putin sidder dog sikkert i sadlen med sin kontrol over sikkerhedsapparat, militæret og de toneangivende medier, selv om der spores en utålmodighed i dele af eliten over en politik, der skaber sanktionerne og begrænser deres livsmuligheder. Vladimir Putin ønsker at få sanktionerne væk, fordi de gør ondt på hans befolkning, der er grumme træt af den lave rubelkurs, der gør det dyrt at rejse, og dagligdagens trængsler med stigende priser, faldende lønninger og pensioner. Olieprisen er gået i vejret, hvilket hjælper den russiske økonomi, men der mangler stadig vilje til at lave egentlige strukturreformer, ligesom den udbredte korruption forpester det private erhvervsliv og bremser innovationslysten.

Ønske om forandring

I befolkningen er der en udbredt ”krigstræthed”. De unge ønsker forandring og de ældre at beholde deres pension. De sociale spændinger kan blive det, der kommer til at kendetegne Putin-æraens fjerde periode, sådan som genrejsningen af Rusland dominerede de første fjorten år. For Rusland har forandret sig. Og af og til har jeg på fornemmelsen, at Putin ikke har forstået, hvor meget russerne har ændret sig de seneste ti år, og hvor meget især de unge ønsker at blive en del af en større verden.