Horisont
Oktober 2019
  • Valg i USA
  • Pengepolitik
  • Udenrigspolitik
Læsetid: 5.00 minutter
Trumps Amerika

Trumps Amerika

Den politiske vinkel

TV2’s nyhedsvært Poul Erik Skammelsen følger amerikansk politik og det kommende præsidentvalg tæt. I denne analyse forklarer han, hvordan præsident Trump adskiller sig fra tidligere præsidenter, hvad forskellen er til den tidligere politiske linje, og om valget i 2020.

5.00 min.
  • Oktober 2019
  • Valg i USA
  • Pengepolitik
  • Udenrigspolitik

Lad os begynde med begyndelsen: den første time i embedet som præsident. Klokken var lidt over 12 den 20. januar 2017 i den amerikanske hovedstad. Donald Trump havde netop aflagt ed og var i gang med at holde sin indsættelsestale foran kongresbygningen på Capitol Hill.

 

Mange af os var spændte på, om han ville fortsætte med den hårde, negative tone fra valgkampen eller holde en håbefuld, optimistisk tale om Amerika, som nyindsatte præsidenter plejer. Vi fik hurtigt svaret. Trump tegnede et dystert billede af et land med mødre og børn fanget i fattigdom, tomme fabriksbygninger som gravstene spredt ud over landet, narko og bander. Og han samlede det hele op i begrebet ”American carnage” – direkte oversat: ”amerikansk blodbad”. Løsningen havde han også. USA havde i årevis gjort andre lande rige og betalt for deres sikkerhed. Men fra nu af ville det blive “Amerika først“.

 

Dagen efter – på sin første hele dag som præsident – besøgte Donald Trump efterretningstjenesten CIA’s hovedkvarter. Han havde ti dage tidligere sammenlignet CIA og andre amerikanske efterretningstjenesters metoder med Nazitysklands. Nu havde han muligheden for at bløde op. Men hvad der virkelig optog den nye præsident, var, at det af medierne fremgik, at der havde været færre mennesker ved hans indsættelse dagen før, end der var til Obamas. Så stående dér foran mindevæggen i CIA beskyldte Trump de amerikanske journalister for at være ”de mest uærlige mennesker på jorden“. Nogle timer senere gik hans pressetalsmand, Sean Spicer, ud med et eneste punkt – at hævde, at menneskemængden havde været den største ved en præsidentindsættelse nogensinde. Selv om billederne viste noget andet. Den sag dominerede dag to i Trumps præsidentperiode.

Poul Erik Skammelsen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Siden 1988 har han været ansat på TV2/TV2 NEWS. Han har været udsendt til flere af verdens brændpunkter og har siden 1992 haft et særligt fokus på USA og dækket de amerikanske præsidentvalg.

"Stående dér foran mindevæggen i CIA beskyldte Trump de amerikanske journalister for at 'de mest uærlige mennesker på jorden'"

Dag tre var en søndag – en dag, hvor formiddagen på amerikansk tv er præget af politiske talkshows – og her fortsatte debatten om folkemængden ved indsættelsen. I et af de mest kendte programmer, Meet the Press på tv-stationen NBC, ville værten vide, hvorfor talsmanden havde sagt noget, der beviseligt var usandt. En af Trumps toprådgivere, Kellyanne Conway, svarede, at der var tale om ’alternative fakta’.

 

Tre dage – så var retningen og tonen for Donald Trumps præsidentperiode sat. En økonomisk nationalisme, der satte USA’s egeninteresse i centrum uden at være bundet af særlige hensyn til landets traditionelle allierede; en krig mod fakta og den amerikanske presse, som Trump konsekvent kalder “fake news“.

Valget: Det hvide amerika

Måske burde det ikke være så overraskende. Trump havde vundet valget i 2016 på trods af mange negative sager og udtalelser, som flere gange havde fået selv republikanere til at erklære Trump for færdig. Men også udtalelser, der klart adskilte ham fra den politiske elite i Washington.

 

Og hans klare kommunikation formåede at ramme vælgere ikke mindst i det, jeg plejer at kalde “Bruce Springsteens Amerika“. Altså de mennesker, som Springsteen så ofte synger om: Den hvide amerikanske arbejderklasse i de gamle industristater, rustbæltet. Ofte i områder, der har set bedre tider; hvor gamle fabriksbygninger står tomme som vidner om fordums storhed og fald.

"Vi stemmer på Trump, selv min hund stemmer på Trump"

#BALLSMATTER. Trumps tilhængere ser deres præsident som en mand, der siger, hvad han mener, og ikke bare en politiker formet af spindoktorer.

Jeg mødte det lidt før valget i det område, hvor Springsteen er vokset op i delstaten New Jersey. Her en times kørsel uden for New York City var det ikke svært at finde hvide amerikanere, som var for Trump. Jeg husker en kvinde med en dreng på fem-seks år. Moderen nåede knap at erklære sin støtte til Trump, før sønnen råbte: “Vi stemmer på Trump, selv min hund stemmer på Trump.“ Og drengen tilføjede noget, han nok havde hørt derhjemme – og som man ofte hørte – nemlig, at Hillary Clinton var korrupt. Jeg havde hørt det samme vestpå i Wyoming hos en konservativ vælger, der syntes, at nogle af Trumps udtalelser var langt ude, men hvis afvejning var: “Jo, jo, han er skør, men hun er korrupt.“
 

Og så hørte man ofte vælgere, der beskrev Trump som ærlig. Måske ikke i en strengt faktuel forstand, men som en mand, der sagde, hvad han mente, og ikke bare en politiker formet af spindoktorer. Disse vælgere var parate til at prøve noget nyt, og det fik de. Det samme gjorde vi andre i resten af verden.

Ny udenrigs- og handelspolitisk linje

De amerikanske ledere har i mange år set deres nation i en særlig rolle som den, der skulle holde sammen på en verden styret af værdier og regler, oprindeligt skabt i skyggen af Anden Verdenskrig, og ikke bare af rå magt.

 

Både republikanske og demokratiske politikere deler det verdensbillede. De ser USA som en nation som ingen andre. Men ikke Donald Trump – han fremstår, som om han ser USA som en nation som alle andre. En nation, der først og fremmest har egne interesser for øje – Amerika først.

 

Trump erklærede forsvarsalliancen NATO for forældet. NATO er den militære grundsten i det vestlige fundament – og det, at USA vil forsvare os mod et angreb, er grundlaget for sikkerhedspolitikken for lande som Danmark.

 

Handelspolitisk har Trump startet en krig mod Kina. En handelskrig, der mere og mere ligner en klassisk stormagtskonflikt, en kamp om at være nummer et i verden, både økonomisk, teknologisk og militært. Og han har undervejs også vist sig villig til at ramme USA’s nærmeste allierede, fx Canada og EU, med sin straftold. Ja, han har kaldt EU for en handelspolitisk fjende.

 

Usædvanligt for en amerikansk præsident, men i tråd med Trumps løfte om at sætte Amerika først. Og den linje vil han formentlig fortsætte, hvis han bliver genvalgt.

"Trump brød den mur. Og han gjorde det ved at satse hårdt på den hvide arbejderklasse"

Trump 2020

Men hvordan ser hans chancer ud? Tjah, Trumps meningsmålinger har gennem hele valgperioden være dårlige; der er store grupper, der vil stemme på hvem som helst for at slippe af med Trump. Normalt ville vi nok sige, at han får svært ved at blive genvalgt. Men det er værd at huske på, hvordan han vandt præsidentvalget i 2016, og hvordan valgsystemet var til hans fordel.

 

Hillary Clinton fik flest stemmer, knap 2,9 millioner flere stemmer end Trump i hele USA. Men Trump vandt de afgørende stater – det understregede, at det er delstaterne og ikke vælgerne direkte, som afgør, hvem der bliver præsident.

 

Sejren var snæver. 77.744 stemmer i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin tilsammen afgjorde valget. Tre stater med over 28 millioner indbyggere i alt. Tre stater, der ved de seks foregående præsidentvalg var gået til demokraterne, og som var en del af, hvad Clintons folk betragtede som en demokratisk mur.

 

Trump brød den mur. Og han gjorde det ved at satse hårdt på den hvide arbejderklasse, en del af dem fagforeningsmedlemmer, der traditionelt er demokrater. Trump tiltrak dem med sit budskab om, at han ville lukke grænsen for latinamerikanere, og dermed for billig arbejdskraft, bringe arbejdspladser hjem fra ikke mindst Kina, og vel også med sin direkte, meget lidt politisk korrekte tone. Den slags vælgere bliver formentlig også afgørende ved valget i november næste år.

Republikansk kontrol

Trump har stor opbakning i det republikanske parti. Hans kritikere blandt republikanske toppolitikere har enten ladet sig omvende til tilhængere, eller han har sørget for, at de ikke kunne blive genvalgt.

 

De fleste af de traditionelle republikanske vælgere har han leveret til. Det kristne højre, der lægger vægt på værdipolitikken, har fået to konservative højesteretsdommere – og dermed et håb om at få afskaffet retten til abort. Den økonomisk markedsorienterede fløj har fået skattelettelser. Dem, der lægger vægt på et stærkt militær, har fået øget forsvarsudgifterne betydeligt, selv om de nok er noget skeptiske overfor Trumps sikkerhedspolitiske linje.

 

Men skal han genvælges, er han formentlig nødt til at holde fast i de hvide arbejdere. Han lovede dem, at han ville “Make America Great Again“. En økonomisk nedtur vil underminere det løfte. Og derfor ser vi også Trump lange ud efter chefen for den amerikanske centralbank for ikke at sænke renten hurtigt nok, når der er krisetegn.

Trump har lovet de hvide amerikanske arbejdere at sætte Amerika først. Det er formentlig også disse vælgere han skal holde fast i, hvis kan skal genvælges.

"Trump har allerede givet både Biden og Warren øgenavne - Sleepy Joe og Pocahontas"

Modstanderne

Og så handler det selvfølgelig også om, hvorvidt demokraterne kan stille med en kandidat, der kan slå Trump. Primærvalgene begynder først til februar, men kandidaterne har meldt sig – debatterne er i gang, og tre ser i skrivende stund ud til at have skilt sig ud: Obamas tidligere vicepræsident, Joe Biden, en midtsøgende politiker, der har bygget sin valgkamp op på, at han kan vinde over Trump. Han har altid haft godt fat i netop de hvide arbejdervælgere, en klasse, han selv er rundet af. Men Biden har alderen imod sig – han vil være 78, hvis han bliver indsat som præsident i 2020.

 

En anden er Bernie Sanders, der var tæt på at slå Hillary Clinton ved primærvalgene i 2016. Han kalder sig socialist og er i øvrigt et år ældre end Joe Biden. Den tredje er Elizabeth Warren, senator fra Massachusetts. Hun er blot 70. Hun tilhører ligesom Sanders partiets venstrefløj, og begge lover de et nationalt sundhedsvæsen, der skal dække alle borgere.

 

Hvem det end bliver, er der formentlig lagt op til en hård, personlig, beskidt valgkamp. Trump har allerede givet både Biden og Warren øgenavne – Sleepy Joe og Pocahontas – og han formår at sætte en dagsorden og kan dominere medierne med sine synspunkter.

 

Vi andre kan bare følge med i et valg, der ser ud til at få stor betydning for den retning, USA tager hjemme – og i resten af verden.


 

Læs også den økonomiske vinkel på USA i dag

En meget kold dag foran Det Hvide Hus. TV2's nyhedsvært Poul Erik Skammelsen venter på signal fra Danmark, så han kan smide jakken og gå live.