Udfordrende energikrise kan styrke grøn omstilling

Udfordrende energikrise kan styrke grøn omstilling

Europas adgang til livsvigtig energi er under pres udefra. Det skaber behov for en gentænkning af energisikkerheden og kan gavne bæredygtige selskaber.

Efteråret på den nordlige halvkugle var mindre end 48 timer gammelt, da Ruslands statsejede energigigant, Gazprom, meddelte verden, at man stoppede gasstrømmen til Europa via den store rørledning ‘Nord Stream 1’.

Rørledningen, der har en daglig kapacitet på op til 170 mio. kubikmeter gas, har i den senere tid leveret blot ca. 20 pct. af den normale gasmængde, men leverancerne er fortid. Det europæiske kontinent må nu klare sig uden yderligere leverancer af russisk gas. På ubestemt tid. Især også efter at rørledningen er ramt af flere eksplosioner. 

Rationering af energi

Beslutningen har pustet til frygten for, at europæiske regeringer kan blive tvunget til at rationere energien til erhvervslivet, forklarer Trine Villumsen Berling, der er seniorforsker med speciale i energisikkerhed hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Isoleret set er Danmark relativt godt klædt på til at håndtere den russiske beslutning om at lukke for gassen ...“

“Vi forventer, at der snart vil ske en rationering af gassen i Europa, for der vil ikke være nok gas til at dække alle behov. Det kan føre til, at produktionen nogle steder må stoppe. Det er en usædvanlig og ret alvorlig situation,” siger Trine Villumsen Berling.

Sydinvest interview

Trine Villumsen Berling er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Private går fri

Ifølge seniorforskeren bliver det industrien, der skal holde for, mens private kunder går fri. “Både i Danmark og resten af Europa vil borgerne være de sidste, der bliver ramt, tilføjer hun.

Prioriteringen skyldes en EU-forordning, der kategoriserer en række navngivne virksomheder som “ikke-beskyttede kunder”, der i tilfælde af en forsyningskrise ikke er garanteret at få dækket deres gasbehov. Blandt de knap 50 danske virksomheder med denne status er Arla, Leo Pharma, Novo Nordisk, Rockwool og Royal Unibrew.

„De høje priser på gas og elektricitet skaber blot et ekstra incitament til den renoveringsbølge, der allerede var i gang før energikrisen ...“

Solidarisk i EU?

Isoleret set er Danmark relativt godt klædt på til at håndtere den russiske beslutning om at lukke for gassen, vurderer seniorforskeren. For tiden er danske gaslagre på ca. 90 pct. af den maksimale kapacitet, men EU’s gaslagre halter et stykke efter.

“Problemet er bare, at Danmark ikke kan ses isoleret fra Europa, hvor situationen ser værre ud. Det store spørgsmål er så, om Danmark får lov til at bruge den gas, vi selv har, eller om vi ser solidaritetsprincipper træde i kraft, der betyder, at vi skal dele vores gas med lande, der mangler rigtigt meget, som fx Tyskland, der er dybt afhængig af den,” påpeger Trine Villumsen Berling.

Adgang til alternative energikilder

Ifølge seniorforskeren er Tyskland helt klar over den problematiske situation. Derfor er landets myndigheder langt fremme med at lancere et hav af energispareinitiativer, også på borgerniveau. Myndigheder i de øvrige EU-lande har også iværksat kampagner, der skal få det offentlige, erhvervslivet og borgerne til at spare på energien. Derudover skal der på kort sigt skaffes adgang til alternative energikilder, hvilket ifølge seniorforskeren har sat gang i to forskellige bevægelser.

“På den ene side går man efter at udnytte eksisterende faciliteter som kul- og atomkraftværker, der allerede er opført og tilgængelige. Kul er selvfølgelig en sort løsning, men det kan give mening at vende sig imod kul på den korte bane,” siger Trine Villumsen Berling og fortsætter:

“På den anden side er der et grønt og bæredygtigt spor, hvor vi ser mange store grønne projekter blive sat i søen, og hvor den politiske opbakning er klar og tydelig. Man løber simpelthen efter de grønne løsninger med alt, hvad remmer og tøj kan holde.”

På den anden side er der et grønt og bæredygtigt spor, hvor vi ser mange store grønne projekter blive sat i søen ...“

Behov for omlægning af energistruktur

Seniorforskeren nævner biogas og den såkaldte Power-to-X-teknologi, hvor man omdanner elektricitet fx fra vindmøller til grønne brændstoffer, som to eksempler på bæredygtige energikilder.

“Og så er der jo også prestigeprojektet: Energiøen i Nordsøen. Der er ingen tvivl om, at virksomheder, der producerer inden for den brede grønne portefølje, virkelig kan få noget ud af den aktuelle situation. Der er behov for en fuldstændig omstrukturering af vores energistruktur,” understreger Trine Villumsen Berling.

Stort potentiale i energieffektiviseringer

Én ting er at skaffe nye bæredygtige energikilder. En anden ting er at spare på energien. Også her ser hun interessante vækstmuligheder for mange selskaber.

“Potentialet er stort, og det er noget, alle efterspørger nu. Aktører, der arbejder med at skabe grøn energiteknologi eller energisparende tiltag og effektivisering, fx vinduer og isolering, har helt klart vinden i ryggen,” tilføjer hun.

I Danmark og Europa findes en række virksomheder med ekspertise i energibesparende teknologi. En af dem er franske Schneider Electric, der specialiserer sig i automatisering og energioptimering. Selskabet leverer løsninger, som sikrer en optimering af energiforbruget i både private hjem, virksomheder og offentlige bygninger. Et konkret eksempel er intelligente termostater til styring og planlægning af en bygnings energiforbrug.

Fortsat vækstpotentiale

Michael Dahlwad Thomassen, der er seniorporteføljemanager i Sydbank og en af de ansvarlige for investeringerne i Sydinvest Bæredygtige Aktier, deler seniorforskerens vurdering af det fremtidige vækstpotentiale for bæredygtige virksomheder.

“Mange bygninger over hele Europa er ikke energieffektive, hverken i forhold til opvarmning eller nedkøling, når temperaturerne er høje udenfor, og det er en af de største CO2-syndere, der findes. De høje priser på gas og elektricitet skaber blot et ekstra incitament til den renoveringsbølge, der allerede var i gang før energikrisen,” siger Michael Dahlwad Thomassen og fortsætter:

De høje priser på gas og elektricitet skaber blot et ekstra incitament til den renoveringsbølge, der allerede var i gang før energikrisen ...“

“For Schneider Electric betyder det, at kunderne kan opnå endnu større besparelser ved at foretage investeringer i selskabets produkter inden for energi-efficiens, og Europa er selskabets største marked. På kort sigt er situationen lidt mere kompliceret, men det langsigtede perspektiv ser grundlæggende rigtigt godt ud.”

Ifølge seniorporteføljemanageren vil både ønsket om europæisk energiuafhængighed fra Rusland og et stigende pres fra politikere og investorer i retning af en grøn omstilling komme både Schneider Electric og andre selskaber i den grønne sektor til gode.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

2
Baseret på 4 anmeldelser