Markedskommentar - Latinamerika

Visninger: 307 Dato: 06. mar. 2019 kl. 12:00

Alle øjne vil fortsat være på udviklingen omkring opbakningen til pensionsreformen i Brasilien.

Markedsudvikling
Efter de kraftige kursstigninger i januar skulle markedet lige have pusten, og afkastmæssigt endte regionen lavere end resten af EM i februar. Den nærmest euforiske stemning i Brasilien i januar blev afløst af stigende volatilitet og usikkerhed om timing og indhold af den forventede pensionsreform. Den nyvalgte brasilianske præsident valgte, mod forventning, at skrotte reformudkastet fra den tidligere præsident, til fordel for et helt nyt. Det tidligere forslag havde allerede været igennem en række forhandlingsrunder og var stort set klar til afstemning. Det øger både risikoen for at det kommer igennem senere end forventet, men også at udvandingen af det oprindelige forslag bliver større end ventet. I Mexico har AMLO skruet en anelse ned for retorikken, og februar bød ikke på nogle større overraskelser rent politisk. Vi har derimod set flere nøgletal komme svagt ud på det seneste.

Afkast i forhold til sammenligningsindekset
Fonden klarede sig på niveau med sammenligningsindekset. Vores aktievalg i både Brasilien og Mexico bidrog positivt, mens vores undervægt i Colombia og Chile trak ned. De colombianske finans- og olieaktier og en chilensk forsyningsvirksomhed var årsagen til vores negative relative resultat i de lande.

Porteføljefordeling
Chile og Colombia er porteføljens største undervægte. Mexico er den største overvægt. Vi er neutral i Brasilien oven på de store stigninger siden efteråret.

Markedsudsigt     
Alle øjne vil fortsat være på udviklingen omkring opbakningen til pensionsreformen i Brasilien. Derudover vil vi holde øje med i hvor stor grad Bolsonaro er nødsaget til at udvande det oprindelige forslag for at samle stemmer nok. I Mexico holder markedet skarpt øje med udviklingen i de økonomiske nøgletal for at vurdere om de seneste svage tal er en trend eller en midlertidig svaghed.    

Tilbage