02. dec. 2025 kl. 10:14
38 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo-rivalen Eli Lilly får hævet kursmålet efter stærk udvikling siden regnskab

Novo-rivalen Eli Lilly får hævet kursmålet efter stærk udvikling siden regnskab

Novo Nordisks ærkerival Eli Lilly er strøget i vejret med cirka 30 pct. siden det meget stærke regnskab for tredje kvartal i slutningen af oktober, og på den baggrund hæver det tyske finanshus Berenberg sit kursmål for aktien til 950 dollar fra 830 dollar.

Aktien handles i tirsdagens amerikanske formarked 0,4 pct. lavere i 1053,54 dollar, og finanshuset anbefaler da også kun "hold", fremgår det af en analyse fra Berenberg.

Eli Lilly er skudt i vejret til en markedsværdi på mere end 1000 mia. dollar på baggrund af høje forventninger til næste års lancering af selskabets vægttabspille Orforglipron sammen med et stærkt momentum for type 2-diabetes- samt vægttabsmedikamentet Zepbound/Mounjaro.

I starten af november underskrev både Eli Lilly og Novo Nordisk en aftale med Trump-administrationen om at sænke priserne på injicerbare GLP-1 og forpligte sig til endnu lavere priser på orale lægemidler til behandling af fedme.

- Disse prisnedsættelser i amerikanske kontantbetalingskanaler spænder fra 15-20 pct. for Lilly og 30-60 pct. for Novo, skriver Berenberg.

Novo Nordisk har ikke haft en lige så opløftende kursudvikling i november, idet aktien efter regnskabet den 5. november er faldet med cirka 2 pct. til 308,65 kr. tirsdag formiddag. Det er 1,8 pct. lavere end mandag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,3
Baseret på 15 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig