Danmark/økonomer: Uenighed om væksten efter nyt fra indus...

Dato: 07. dec. kl. 09:54
Industriproduktionen i Danmark viste tegn på bedring i oktober, og det er ifølge Jyske Bank et tidligt varsel om positiv økonomisk vækst i fjerde kvartal efter det overraskende store fald i bruttonationalproduktet, BNP, på 0,6 pct. i tredje kvartal.

Hos Handelsbanken vurderes oktobers industriproduktionen dog ikke at være helt nok til at fastslå en stærkere afslutning på året.

Industriproduktionen steg i oktober med 2,5 pct. fra september, hvor produktionen dykkede med reviderede 5,1 pct. mod oprindeligt oplyst 4,2 pct.

- Nedgangen i industriproduktionen var en af de primære årsager til det overraskende fald i BNP i tredje kvartal. Dagens tal er et tidligt varsel om fremgang i BNP i fjerde kvartal, fremhæver cheføkonom i Jyske Bank Niels Rønholt i en kommentar.

Hos Handelsbanken er man mere forsigtig.

- Stigningen på 2,5 pct. i oktober er desværre ikke helt nok til at pege på en stærkere afslutning på året, og vi skulle gerne se større stigninger i årets to sidste måneder, hvis vi ikke også skal begynde at blive lidt bekymrede for vækstregnskabet i fjerde kvartal, skriver Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen i et notat.

Hos Jyske Bank anses væksttallene for tredje kvartal for at være misvisende.

- Industribeskæftigelsen steg med yderligere 1.200 personer i tredje kvartal, så det er svært at tro på, at der faktisk var en stor nedgang i produktionen på 2,4 pct. på samme tid, skriver Niels Rønholt.

/ritzau/Finans

Tilbage