Forventninger til Sydinvest HøjrenteLande

6. oktober 2017 - 08:45

Nu er der under tre måneder tilbage af året. Den amerikanske forbundsbank begynder snart at nedbringe beholdningen af obligationer og hæver formentlig renten til december. Det har markedet taget forholdsvis roligt, ikke mindst fordi forbundsbanken har forberedt finansmarkedet i lang tid.

Stramningerne af pengepolitikken kan være en udfordring for Emerging Markets-obligationer, men vi hæfter os også ved, at medlemmerne af forbundsbankens renteråd har nedsat deres egen forventning til den langsigtede styringsrente. Det betød også, at de lange amerikanske renter steg mindre end de korte i kølvandet på rentemødet i september, hvilket er positivt for Emerging Markets-obligationer.

Emerging Markets-landene står aktuelt i en bedre position end tilbage i 2013, hvor den amerikanske forbundsbank første gang luftede tanken om strammere pengepolitik. Ikke mindst betalingsbalancerne er generelt set i bedre form.

I Europa ser Den Europæiske Centralbank ikke specielt truende ud, eftersom opstramninger vil begynde meget langsomt.

Solid vækst resten af året
Den økonomisk vækst i Emerging Markets har klaret sig godt, og resten af året vil formentlig ligeledes byde på solid vækst. Til næste år forventer vi lavere vækst i Kina, fordi den vigtige partikongres, som afholdes i oktober, er ovre. Dermed er der ikke politisk helt så stor begrundelse for at holde væksten høj. En hård landing ligger dog ikke i kortene, men det høje gældsætning er et problem. Væksten i de kinesiske investeringerne er faldende, og det kan sætte sig i priserne på især metaller, hvor den kinesiske efterspørgsel har størst betydning.

Olieprisen i fokus i 2018
Olieprisen, forventer vi, vil forblive på et niveau omkring det nuværende. Falder prisen meget, forventer vi, at OPEC og Rusland vil gribe ind, mens stigninger vil blive mødt af øget amerikansk skifferolieproduktion samt af øget OPEC-produktion. Der kan dog komme til større prisstigninger i kortere perioder i tilfælde af produktionsstop af politiske årsager i lande som fx Libyen, Irak eller Nigeria.

Økonomisk vækst og inflation
De andre Emerging Markets-økonomier vil formentlig holde væksttempoet og i nogle tilfælde øge tempoet. Den økonomiske vækst har hidtil ikke budt på inflationsudfordringer, og det forventer vi heller ikke foreløbigt. Der, hvor inflationen er en udfordring, er ofte i lande med svage valutaer og mangel på reformer fx i Tyrkiet. Centralbankerne er i flere tilfælde stadig i gang med at sænke renten, hvorimod der kun er meget få, som hæver renten. For Emerging Markets-valutaerne er øget vækst positivt, fordi der ofte følger øgede investeringer i kølvandet.

Af Senioranalytiker Hans Christian Bachmann, for Sydinvest den 5. oktober 2017.

Tilbage