Private investorer ejer investeringsforeningsbeviser som aldrig før

Visninger: 11 Dato: 28. sep. 2017 kl. 10:35

Danmarks Nationalbank har offentliggjort tal for danske privates investeringer. Private investorers beholdning af investeringsforeningsbeviser er på det højeste nogensinde.

Danskerne har aldrig været rigere vurderet ud fra deres beholdninger af danske værdipapirer. Beholdningen udgjorde 934 mia. kr. ved udgangen af august. Den gennemsnitlige dansker har dermed danske værdipapirer for ca. 162.000 kr. Ved danske værdipapirer forstås i denne sammenhæng danske aktier, danske obligationer og investeringsforeningsbeviser. Sidstnævnte dækker for en stor dels vedkommende over investeringer i udenlandske obligationer og aktier. Hertil kommer, at hver dansker i gennemsnit har indlån for ca. 146.000 kr. i bankerne og andre formueposter som fx friværdi i egen bolig og udenlandske værdipapirer.

Figur 1. Danskernes beholdning af danske værdipapirer

Kilde: Danmarks Nationalbank

Danskernes beholdning af investeringsforeningsbeviser udgjorde ultimo august 510 mia. kr. svarende til 54,6 % af den samlede beholdning af danske værdipapirer. Det er det højeste niveau nogensinde. For 15 år siden udgjorde danskernes beholdning af investeringsforeningsbeviser 149 mia. kr., så der er tale om mere end en tredobling af beholdningen. Appetitten på danske obligationer er til gengæld dalet, hvilket hænger sammen med det lave danske renteniveau. Beholdningen udgør nu 57 mia. kr. eller blot 6 % af de danske værdipapirer.

Af afdelingsdirektør Niels Skovvart, Sydinvest den 28. september 2017.

Tilbage