Venezuela: Præsident Maduro lægger op til gældssanering

03-11-2017 11:15:00

Udtalelser om en restrukturering af Venezuelas gæld betyder, at prisen på landets obligationer er usikker. Amerikanske sanktioner mod landet besværliggør situationen.

Venezuelas præsident Maduro har i en tale i går sagt, at Venezuela og det statsejede olieselskab PDVSA vil forhandle om en restrukturering af landets gæld. En restrukturering kan sammenlignes med en gældssanering. Der er stadig en del åbne spørgsmål i forbindelse med præsidentens tale i går - vil der fx være tale om en frivillig gældsanering eller indstiller landet betalingerne?

Sanktioner mod Venezuela
Situationen kompliceres yderligere af, at USA har iværksat sanktioner mod Venezuela, som bl.a. omfatter nyudstedte obligationer fra landet og også landets vicepræsident El Aissami, der er blevet sat til at forhandle på Venezuelas vegne. Pga. sanktionerne vil især amerikanske investorer og advokater altså have svært ved at holde møder med vicepræsidenten. Derudover skal parlamentet, der er domineret af oppositionen, godkende nye obligationer, men det vil de med stor sandsynlighed ikke gøre uden et regimeskifte.

Faldende oliepriser
Baggrunden for landets problemer er de faldende oliepriser, som er Venezuelas altoverskyggende hovedindtægt, og det socialistiske regimes høje korruption og mangel på reformer. Landet har rigeligt med aktiver i form af olie i undergrunden, men aktuelt produceres der ikke nok til at betale statens regninger.

Meddelelsen om restruktureringen kommer efter, at det gennem nogen tid er blevet sværere og sværere for landet at finde nok dollars til at betale landets og PDVSAs gæld på samlet over 60 mia. USD. Selvom en stor del af landets obligationer allerede har handlet til en meget lav kurs, vil kurserne falde yderligere. Hvor meget afhænger delvist af løbetiden på obligationerne.

Investeringer i Venezuela
Der er obligationer fra Venezuela og PDVSA i følgende Sydinvest afdelinger:

  • Sydinvest HøjrenteLande
  • Sydinvest HøjrenteLande Akkumulerende
  • Sydinvest HøjrenteLande MIX.

De to første afdelinger havde ca. 2,4 % før kursfald og Mix havde ca. 1,0%. 

Af senioranalytiker Hans Christian Bachmann for Sydinvest den 3. november 2017.


Hør om Venezuela på 1 minut...

Tilbage