23. sep. 2022 kl. 12:42
29 visninger

Obligationer/middag: Renten i fortsat stigning mod nye hø...

Efter en rentestille morgen har renterne hen på formiddagen fredag genoptaget stigningen mod nye højder og nåede på et tidspunkt op i 2,46 pct. for den toneangivende tiårige danske statsobligation, inden en faldt tilbage til 2,44 pct., som er 7 basispoint højere end lukkeniveauet torsdag eftermiddag.

Dermed ligger renten fortsat på sit højeste niveau siden 2011.

Fredag er PMI-tallenes tour de chambre, og der er ved middagstid allerede kommet tal fra eurozonen og Tyskland. Og de skuffede.

PMI-barometeret for eurozonen landede på 48,2 mod 48,9 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 48,2 blandt økonomerne. Men underindekset for industrisektoren faldt til 48,5 fra 49,6 i august, mens økonomerne havde ventet et lidt mindre fald til 48,8. For servicesektoren faldt PMI ´en til 48,9 fra 49,8 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet et fald til 49,1.

Det overordnede PMI-barometer for Tyskland faldt til 45,9, hvor der var forudset 46,1. I august var indekset på 46,9. For servicesektoren faldt PMI ´en til 45,4 fra indeks 47,7 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en fremgang til indeksværdi på 47,2. Indekset for fremstillingsindustrien var på 48,3, som svarede til økonomerne forventninger efter et indeks på 49,1 i august.

Fredag eftermiddag følges op med data for stemningen blandt de amerikanske indkøbschefer.

De danske obligationsrenter blev også torsdag sendt i vejret oven på renteforhøjelser fra USA, Schweiz, Norge og Storbritannien.

I Den Europæiske Central Bank (ECB) vil renterne også fortsætte op, hvis man spørger den lettiske centralbankdirektør og ECB-rådsmedlem, Martins Kazaks.

- I de næste par møder hæver vi helt sikkert renterne, siger han på lettisk tv fredag.

ECB-medlemmet sagde yderligere, at euroen er svag, og den svækkes fortsat af de hastigt stigende renter i USA, hvilket gør inflationspresset endnu værre.

Også Isabel Schnabel, som sidder i bestyrelsen i ECB, sagde torsdag, at selvom økonomien har det hårdt, så bliver man nødt til at fortsætte med rentestigninger efter denne måneds stigning på 75 basispoint.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet