Onsdagens aktier: Demant toppede indeks der drejede i rød

Dato: 14. aug. 2019 kl. 17:09
Aktierne i to af onsdagens tre store regnskabsaktuelle selskaber - Coloplast og Demant - sluttede som de eneste i plus i toppen af C25-indekset, som samlet set skred dybere og dybere i rødt hen over handelsdagen, mens it-aktien NNIT blev straffet brutalt for regnskab og varsel om bortfald af aftaler.

Eliteindekset sluttede handelsdagen 1,4 pct. lavere i 1098,70.

- Det hele er jo gået i rødt igen. Markedet var lidt begejstret i går, da vi så en opblødning i handelskrigen mellem USA og Kina. Men jeg tror, at man i dag har lidt på fornemmelsen, at det kan godt være USA har udskudt nogle tarifer, men det er nok ikke en opblødning, men mere et tiltag for at redde sig eget julesalg. Derfor ligger markedet lidt underdrejet i dag, forklarer chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink.

Han tilføjer, at skuffende kinesiske nøgletal for detailsalg, industriproduktion og investeringer onsdag morgen også har lagt pres på stemningen.

TILLID TIL DEMANT

Høreapparat-aktien Demant steg mest med 2,2 pct. til 189,75 kr. trods en nedjustering i halvårsregnskabet.

Demant venter nu driftsresultat på 2,65-2,85 mia. kr. i 2019 mod en tidligere forventning om 2,65-2,95 mia. kr. Og selv om omsætning er større end ventet, så skuffer både driftsresultatet (EBIT) og nettooverskuddet.

Men Mads Zink finder stigningen rimelig.

- I Demant var ledelsen meget "bullish" i det conference-call, der var efter regnskabet. De tror på, at andet halvår giver et bedre resultat end første halvår. Og aktien er mere shortet nu, end den har været i de sidste syv år, så det kan godt være, man skal kikke på den igen og derfor ligger den lidt i plus i dag, mener Mads Zink

Dagens næststørste C25-stigning tilfaldt Coloplast, der afleverede et regnskab for tredje kvartal med en organisk vækst på 8 pct. som var på linje med analytikerforventningerne, og det samme var omsætningen på 4599 mio. kr. og driftsoverskuddet på 1425 mio. kr.

Aktien lukkede 1,9 pct. højere i 804 kr.

Den tredje regnskabsaktuelle C25-aktie, Lundbeck, faldt 1,3 pct. til 257,70 kr.

Regnskabet viste et dårligere end ventet driftsresultat (EBIT) samt en dårligere end ventet bundlinje sammenlignet med analytikernes estimater. Til gengæld overraskede Lundbecks omsætning positivt.

- Det positive er, at alle de strategiske brands klarer sig fint, vurderer Mads Zink.

Det er specielt salget af nøgleprodukterne, Abilify Maintena, Brintellix, Northera og Rexulti, der bidrager til en positiv opfattelse af regnskabet. Samlet solgte nøglemidlerne for 2310 mio. kr. mod ventet 2177 mio. kr. blandt analytikerne.

BRUTAL REAKTION FOR NNIT

Tirsdag aften offentliggjorde NNIT sit regnskab for andet kvartal, der ellers først var planlagt til udgivelse onsdag.

Regnskabet viste tilbagegang på de største resultatposter, og forventningen til omsætningsvæksten i faste valutakurser i år er sænket til "et mindre encifret niveau" fra før 3-6 pct. Overskudsgraden ventes fortsat at lande på 8-9 pct.

Men værre endnu var det, at NNIT har udsigt til at miste en række vigtige aftaler med store kunder. En stor aftale om applikationsvedligeholdelse med det tidligere moderselskab, Novo Nordisk, vil ikke blive forlænget efter dens udløb ved udgangen af i år.

Yderligere regner NNIT ikke med, at den store driftsaftale, som Novo Nordisk har med koncernen, vil blive forlænget, når den udløber 31. december 2020. Og NNIT oplyser desuden, at it-aftalen med DSB, som vil udløbe til april 2021, heller ikke ventes forlænget.

Onsdag tabte NNIT 20,5 pct. til 78,30 kr.

ENDNU FLERE REGNSKABER

Efter markedslukning ventes onsdag fra biotekselskabet Genmab, som lukkede 1,0 pct. lavere i 1306 pct.

Onsdag har også Norden fremlagt tal, som rederiet selv betegner som utilfredsstillende. Akten faldt 12,2 pct. til 82,20 kr. Omvendt var tonerne positive i regnskabet fra køkkenselskabet TCM, der steg 1,4 pct. til 112 kr.

Parken måtte tirsdag aften nedjustere sine forventninger, efter at selskabets fodboldhold, FC København, røg ud af Champions League efter et nederlag til serbiske Røde Stjerne.

Parken regner nu med et resultat før skat på 60-75 mio. kr. mod tidligere 85-100 mio. kr. Omsætningen ses samtidig 40 mio. kr. lavere i området 760-810 mio. kr. Parken-aktien faldt 8,8 pct. til 109 kr.

/ritzau/Finans

Tilbage