Onsdagens aktier: Demant trak C25-indekset til fire på st...

Dato: 20. maj. 2020 kl. 17:04
Med Demant som frontløber sikrede de danske aktier sig onsdag fire dage med fremgang på stribe, så C25-indekset endte på det højeste niveau siden slutningen af februar.

Med fremme var både flere af de traditionelt mere defensive papirer, men også cykliske aktier som Rockwool og DSV Panalpina blandede sig i toppen af det danske eliteindeks, der samlet steg med 1,5 pct. til 1301,59.

Allerøverst endte Demant, der uden større bagvedliggende nyheder som forklaring steg med 6 pct. til 178,10 kr., og Ambu gik 5,7 pct. frem til 218,20 kr.

STG TOPPER EFTER STÆRKE REGNSKABSTAKTER

Blandt de største selskabsnyheder blandede Scandinavian Tobacco Group (STG) sig onsdag, efter at koncernen sent tirsdag aflagde et flot regnskab for første kvartal.

Første kvartal bød på massiv fremgang i både omsætningen og driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA).

Salget steg således til 1791 mio. kr. fra 1464 mio. kr. i samme kvartal sidste år, og EBITDA gik før særlige poster frem til 326 mio. kr. fra 239 mio. kr. i første kvartal 2019.

Ifølge Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør hos Sydbank, var regnskabet da også over forventningerne i markedet.

Også i relation til forventningerne til hele året, der lyder på en organisk EBITDA-vækst på over 2 pct.

- Det var et pænt regnskab, STG kom med. Både i forhold til resultatet og forventningerne. STG venter nu en EBITDA-vækst på mindst 2 pct., og konsensus lå på minus 3 pct., siger han til Ritzau Finans.

- Og tallene for første kvartal var også bedre end ventet på både driften og indtjeningen, fortsætter han.

STG-aktien steg med 8,3 pct. til 91,75 kr. onsdag.

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff steg i øvrigt med 5 pct. til 200 kr. Her har Danske Bank løftet sit kursmål til 230 kr. fra 185 kr. og gentaget den positive anbefaling "køb".

PANDORA RAMT AF SÆNKET ANBEFALING

Tilbage blandt eliteaktierne kunne smykkeselskabet Pandora konstatere, at svenske Handelsbanken har sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb".

Kursmålet er fastsat til 300 kr. Pandora-aktien faldt 0,4 pct. til 292,40 kr.

Ingredienskoncernen Chr. Hansen Holding faldt med 1,1 pct. til 640 kr., selv om Kepler Cheuvreux her har løftet sit kursmål til 595 kr. fra 555 kr.

Anbefalingen er ifølge data fra Bloomberg News fortsat i neutralt terræn på "hold".

Novozymes endte omkring midten med sin stigning på 0,9 pct. til 353,80 kr.

Finanshuset Kepler Cheuvreux har løftet kursmålet for aktien til 275 kr. fra 255 kr. Anbefalingen er dog fortsat "reducer".

NNIT faldt med 0,7 pct. til 115,40 kr., efter at investeringsbanken Carnegie sænkede sin anbefaling af it-aktien til "sælg" fra "hold".

Kursmålet er skruet op til 100 kr. fra 85 kr.

/ritzau/Finans

Tilbage

Ny investeringsmulighed med lav volatilitet

Sydinvest lancerer den 11. maj 2020 en ny global aktiefond, der investerer i aktier med lav volatilitet.

Læs mere her