De danske eliteaktier holdt onsdag fast i den positive stemning ført an af DSV, som tog revanche på bekymringer om kunstig intelligens, mens Genmab modsat dykkede stort efter aflæggelsen af årsregnskabet..
Blandt de danske eliteaktier i C25 steg 19, mens der var fald til fem af selskaberne og Pandora lukkede uændret. Samlet lukkede indekset 0,5 pct. højere i 1820,90.
I sidste uge blev flere af de danske aktier, heriblandt DSV, sendt kraftigt ned på grund af bekymringer om AI. De bekymringer lagde sig dog onsdag, bemærkede Mads Zink, chefhandler hos Danske Bank.
- Der var en del nervøsitet i markedet i sidste uge, men den er gradvist blevet prissat ud igen. Når det er sagt, er markedet stadig nervøst, og der skal ikke meget til for at puste til uroen, fortalte han til Marketwire.
"VOLDSOMT" FALD TIL GENMAB
Genmab blev den helt store taber i onsdagens eliteindeks med et fald på 6,6 pct. til 1825 kr.
Regnskabet fra biotekselskabet viste blandede resultater, men markedets fokus samlede sig især om selskabets prognose for 2026. Her skuffede forventningerne til driftsindtjeningen med 6,5 pct. i forhold til markedets konsensus.
Det skyldtes blandt andet, at der var indregnet engangsomkostninger relateret til opkøbet af Merus.
Genmab forventer i 2026 et driftsoverskud på 900–1.400 mio. dollar. Omsætningen i fjerde kvartal landede en anelse bedre end ventet, mens bekymringen i markedet gik på, at guidance samlet set lå i den lave ende, hvilket netop var det handlerne reagerede på onsdag.
- Om det er berettiget, at den falder så meget? Jeg synes faldet er lidt voldsomt. Man skal huske, at aktien allerede havde ligget pænt underdrejet op til regnskabet. Så jeg synes, det er en relativ hård reaktion, understregede Mads Zink.
Genmabs samlede toplinje steg til 3720 mio. dollar fra 3121 mio. dollar.
Desuden voksede driftsresultat til 1065 mio. dollar fra 972 mio. dollar, mens lavere indtægter på de finansielle poster betød, at bundlinjen skrumpede til 963 mio. dollar fra 1133 mia. dollar året før.
DSV I HOPLA PÅ DÆMPEDE AI-BEKYMRINGER
Den danske transportgigant DSV kunne onsdag tage noget revanche med et plus på 2,8 pct. til 1693,50 kr.
Aktien faldt torsdag i sidste uge med mere end 10 pct. efter bekymringer for AI-disruption af speditørbranchen. Også fredag og mandag bød på fald til DSV-aktien, som mandag dog stabiliserede sig og steg 0,6 pct.
- Jeg studsede egentlig lidt over, at aktien fik lov til at falde så meget, uden at der rigtigt kom noget købsinteresse ind. Men vi begynder altså at se nu, at der kommer købsinteresse ind i aktien igen, konstaterede Mads Zink.
Isoleringskoncernen Rockwool blev også løftet onsdag med 2,1 pct. til 396,40 kr.
Stigningen kom efter en positiv analyse af aktien fra UBS, som hævede anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" og kursmålet til 255 kr. fra tidligere 240 kr.
FLSMIDTH FALDT EFTER ENDELIGT REGNSKAB
Også FLSmidth var regnskabsaktuel onsdag, efter at selskabet allerede i begyndelsen af februar løftede sløret for sine forventninger til 2026 i forbindelse med fremlæggelsen af foreløbige regnskabstal for 2025.
Blandt de nye regnskabstal var kvartalets nettounderskud på 282 mio. kr. for hele koncernen. Her havde analytikerne ventet et overskud på 316 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af FLSmidth selv inden fremlæggelsen af de foreløbige tal.
Det skyldtes imidlertid, at FLSmidth i fjerde kvartal foretog en skattemæssig nedskrivning på 600 mio. kr. "i lyset af de seneste makroøkonomiske og regulatoriske udviklinger samt driftsmæssige overvejelser".
I samme periode i 2024 præsterede FLSmidth - ifølge genberegnede tal efter salget af blandt andet cementforretningen - et nettooverskud på 360 mio. kr.
FLSmidth lukkede handelsdagen i minus 3,6 pct. til 562 kr.
.\\˙ MarketWire