25. jan. 2023 kl. 17:08
63 visninger

Onsdagens aktier: Svag prognose kostede Netcompany dyrt

Skuffende forventninger fik onsdag Netcompany til at skvatte sammen på børsen, hvor investorerne langt fra var i sit eftergivende hjørne. Over det meste Europa faldt aktierne, men København skilte sig klart negativt ud.

Næsten samtlige C25-selskaber blev sendt baglæns, herunder A.P. Møller-Mærsk, der fra 2025 afslutter samarbejdet med sin schweiziske kollega, MSV, om 2M-alliancen.

Facit ved børslukketid var et fald i C25-indekset på 2,3 pct. til 1681,24.

NETCOMPANY MISTER EN FEMTEDEL

Det var med Netcompany i skurkerollen efter et kursfald på over 21 pct. til 250,20 kr. - en nedtur som ifølge flere børshuse skyldtes en skuffende prognosen for overskudsgraden.

- Det handler om forventningerne til EBITDA. mar 2023ginen. Resten ser faktisk fornuftigt ud. Det gælder både resultaterne i fjerde kvartal og prognosen for omsætningen. Så er der så marginforventningerne, der skuffer markant. Her estimerede markedet en margin på over 20 pct., mens Netcompany guider 15-18 pct., siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank, til Marketwire.

Han peger på, at dagens kursfald i store træk svarer til, hvor meget indtjeningsestimaterne for 2023 må forventes at blive sænket, hvis Netcompany rammer midtpunktet af sin egen prognose. Det vil sige omkring 20 pct.

Målt i markedsværdi måtte Netcompany-aktionærerne onsdag se over 3 mia. kr. forsvinde i den blå luft.

MÆRSK-SAMARBEJDE LØBER UD

Blandt eliteaktierne var der også heftigt salgspres på A.P. Møller-Mærsk. B-aktien dykkede 6,2 pct. til 14.215 kr., og stort set hele nedturen satte ind ved 10-tiden, da Mærsk og MSC meddelte, at de afslutter samarbejdet i 2M-alliancen fra januar 2025.

- Vi tolker det en smule negativt, da det vil give Mærsk mindre fleksibilitet, ligesom effektiviteten kan blive mindre uden alliancen. Så vi ser det som en mindre negativ begivenhed, siger Martin Munk og fortsætter:

- Vi frygter desuden, at det kan forværre prisdisciplinen i branchen, set med de lidt længere briller.

GN OG DEMANT TIL REVISION HOS JEFFERIES

Fra børshusene kom der væsentlige justeringer af GN, Demant, Ambu, Unibrew og Novo, hvis aktier også rørte en del på sig.

Jefferies hævede GN´s anbefaling til "hold" fra "underperform" og løftede i samme ombæring kursmålet til 170 kr. fra 115 kr. Omvendt fik Demant sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb". Her er kursmålet skåret til 205 kr. fra 285 kr.

GN-aktien bakkede 3,7 pct. til 166,10 kr., og Demant faldt 3,6 pct. til 190 kr.

Der var også stort salgspres på Ambu, efter at medicoselskabet blevet sænket til "sælg" fra "hold" af ABG Sundal Collier. Aktien dykkede 7,8 pct. til 94,50 kr.

Royal Unibrew fik sænket sin anbefalingen til "neutral" fra "køb" og kursmålet til 525 kr. fra 700 kr. af finanshuset Bryan Garnier. Bryggeriaktien dykkede 3,1 pct. til 473,90 kr., og klarede sig en del værre end Carlsberg, der tabte 0,7 pct. til 976,20 kr.

Også Novo mistede 1 pct. til 948 kr., selv om Barclays og ABG begge løftede deres kursmål for aktien og gentog anbefalingerne henholdsvis "overvægt" og "køb".

GREEN HYDROGEN SYSTEMS SKÅRET

Blandt sidepapirerne fik Green Hydrogen Systems sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" hos Carnegie, der dog lagde en del oven i kursmålet, som nu lyder på 26 kr. mod tidligere 17 kr.

Green Hydrogen, der tidligere denne uge varslede en kapitalrejsning i første halvdel af 2023, dykkede 20 pct. til 26,30 kr.

Blandt vinderne var ALK-Abelló, der fik udvidet sin markedsføringstilladelse i USA til en tablet mod husstøvmideallergi, så den også kan tages af unge mellem 12 og 17 år. Aktien steg beskedne 0,3 pct. til 96,50 kr., men lå helt nede i 94,65 kr. inden godkendelsen.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet