02. dec. 2025 kl. 12:13
25 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Pandora-rivalen Signet skuffer med prognose for fjerde kvartal - NY

Pandora-rivalen Signet skuffer med prognose for fjerde kvartal - NY

Pandoras amerikanske smykkekonkurrent Signet skuffer med prognosen for det igangværende fjerde kvartal.

Det falder ikke i god jord hos investorerne, der sender aktien ned med 1,9 pct. i tirsdagens formarked.

I fjerde kvartal af regnskabsåret 2025/26, der er forskudt med cirka en måned i forhold til kalenderårets fjerde kvartal, venter Signet en omsætning på 2,24-2,37 mia. dollar, mens den justerede driftsindtjening ses lande i intervallet 277-327 mio. dollar.

Begge forventningsintervaller ligger under konsensus på henholdsvis 2,38 mia. dollar og 328,9 mio. dollar.

I tredje kvartal er det dog gået bedre end ventet med en omsætning, der er knap 2 pct. højere end analytikernes bud, mens den justerede driftsindtjening på 32 mio. dollar er mere end det dobbelte af det ventede.

Prognosen for helåret bliver præciseret en lille smule op.

- Vi opdaterer vores forventninger til regnskabsåret 2026 for at afspejle overpræstationen i tredje kvartal, yderligere toldreduktionsindsatser og en målrettet udsigt for fjerde kvartal givet eksterne forstyrrelser siden slutningen af oktober og potentiel fortsat svaghed i forbrugertilliden, siger Joan Hilson, drifts- og finansdirektør.

Herhjemme har Pandora-aktien efterfølgende udbygget sin nedtur til et fald på 3,4 pct. til 742,60 kr. Smykkeaktien er i øjeblikket også presset af en sølvpris på himmelflugt, der dog falder en smule tilbage tirsdag samt en sænket anbefaling fra ABG.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,3
Baseret på 16 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig