28. feb. 2023 kl. 09:40
167 visninger

Rockwool falder på undersøgelse om muligt sanktionsbrud i...

Aktien i Rockwool er kommet i stærk modvind fra åbningen tirsdag, hvilket flere analytikere over for MarketWire tilskriver mandagens nyhed om, at Erhvervsstyrelsen har iværksat en undersøgelse af isoleringskoncernen for at klarlægge, om EU´s sanktioner mod Rusland er blevet overtrådt.

Fredag kunne Danwatch og Ekstra Bladet afsløre, at den danske koncern Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter i perioden 2015 til 2020 er havnet i diverse militære projekter under det russiske forsvarsministerium.

Og mandag eftermiddag skrev Danwatch i en meddelelse, at Erhvervsstyrelsen på den baggrund nu har iværksat en undersøgelse af Rockwool for at klarlægge, om EU’s sanktioner mod Rusland er blevet overtrådt – eller om der er sket overtrædelser i forhold til dual use-reglerne. Dual use-produkter er komponenter, der både kan anvendes civilt og militært.

- Erhvervsstyrelsen kan bekræfte, at styrelsen vil undersøge de konkrete forhold nærmere, oplyser styrelsen i en mail ifølge Danwatch.

Rusland blev i 2014 ramt af en række sanktioner efter landets ulovlige annektering af Krim-halvøen. Hvis Erhvervsstyrelsen konkluderer, at der er en konkret mistanke om, at Rockwool har begået regelbrud, vil det typisk føre til en politianmeldelse.

Aktien i Rockwool ligger ved 9.40-tiden 6,6 pct. lavere i 1624 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet