Større vægt til
lokale kinesiske aktier

Visninger: 529 Dato: 14. mar. 2019 kl. 15:00

Ændring i markedsindeks vil medføre større vægt af lokale kinesiske A-aktier i Emerging Markets-fonde. Hvad betyder det for dine investeringer?

Internationale investorer har traditionelt investeret i kinesiske selskaber via de aktier, som er noteret på børsen i Hongkong. Kina har de senere år lettet adgangen for udenlandske investorer, som nu også kan investere i de lokale kinesiske A-aktier noteret på børserne i Shanghai og Shenzhen. Derfor valgte den verdensomspændende udbyder af investeringsindeks MSCI for første gang i maj 2018 at inkludere en lille del af de lokale A-aktier i sine Emerging Markets indeks. Nu vil MSCI løfte andelen af A-aktier yderligere hen over 2019.

”Vi ser en forøget vægt i A-aktierne som værende central for yderligere inflows rettet mod disse aktier,” forklarer seniorporteføljemanager Bjarne Gier. ”Fra at udgøre ca. 0,7 % i dag vil A-aktierne over tre faser i år komme til at udgøre ca. 3,3 % af MSCI Emerging Markets-indekset. Dette vil betyde, at udenlandske investorer i år vil investere USD 400-600 mia. kr. yderligere i de lokale kinesiske aktier”.

En beskeden størrelse – indtil videre
De lokale A-aktier udgør indtil videre en meget beskeden del af Emerging Markets-indekset, når man ser i forhold til selskabernes markedsværdi. Men dette vil ændre sig. Udover MSCI vil også FTSE Russell begynde at inkludere A-aktierne i sine indeks i år.

”Når vægtningen af A-aktier firedobles hen over året giver det medvind. Og tendensen vil fortsætte på den lange bane, for A-aktierne vil på sigt kunne udgøre over 16 % af MSCI Emerging Markets-indekset,” fortæller Bjarne Gier. ”Samtidig gennemfører Kina aktuelt skattelettelser og andre tiltag for at støtte økonomien. Prisfastsættelsen af kinesiske aktier er desuden fornuftig. Hvis der dertil kommer en fordelagtig løsning på handelskrigen mellem USA og Kina, så er A-aktierne interessante”.

Sydinvest har været overvægtet i de lokale kinesiske A-aktier i år. I Sydinvest Fjernøsten er vi aktuelt 3 %-point overvægtet i A-aktierne.

Af Anders Øhrberg Thrane, kommunikationskonsulent, Sydinvest.

Tilbage