03. mar. 2022 kl. 15:38
3740 visninger

Stadig værdi i markederne

Den tragiske krig i Ukraine skaber stor usikkerhed hos investorerne. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der stadig er stor værdi i markederne, så man ikke tager de forkerte beslutninger. Interview med aktieanalysechef Jacob Pedersen.

Ruslands invasion af Ukraine har betydet forfærdelige konsekvenser for befolkningen i Ukraine og har samtidig skabt store udsving på de finansielle markeder. Det er normalt under krige. Vi vurderer, at de finansielle markeder i den kommende tid vil vise store udsving i takt med nyhedsstrømmen.

”Historien viser, at investorerne hurtigt ser fremad igen efter krige, og det forventer vi også vil ske denne gang,” forklarer aktieanalysechef Jacob Pedersen, Sydbank. ”Risikoen er dog, at vi måske ser ind i et scenarie, der minder om Den Kolde Krig. Det kan i så fald påvirke markederne i længere tid.”

Investering handler om langsigtede beslutninger

Midt i en ulykkelig krig mellem Rusland og Ukraine, hvor uroen og nyhedsstrømmen er på sit højeste, kan det være svært at se, at der stadig er muligheder i markederne, og at der er solide selskaber, der leverer flotte regnskaber.

”Vi vurderer, at situationen i Ukraine nok ikke får den store betydning for den globale økonomiske vækst,” understreger Jacob Pedersen. ”Men vi kommer ikke udenom, at både forbrugere og virksomheder i 2022 vil blive ramt af meget høje energipriser, hvilket især vil ramme den europæiske økonomi.”

”De amerikanske aktier ser dog særligt stærke ud, og indtjeningsstyrken taler for, at de kan overgå markedsforventningerne,” udtaler Jacob Pedersen. ”Selvom Europa bliver ramt af krigen i Ukraine, er prisen på de europæiske aktier til gengæld også lav. Det gør, at de på sigt kan komme igen. Investering handler om langsigtede beslutninger, også i svære markeder.”

”Vi vurderer, at situationen i Ukraine nok ikke får den store betydning for den globale økonomiske vækst" understreger Jacob Pedersen.

Defensive aktier og uafhængighed af Rusland

Med Tysklands nylige udmelding om nej tak til Nord Stream 2 er der større fokus på, hvordan Europa kan blive uafhængig af udenlandsk energi. Det åbner for muligheder for flere selskaber, der bl.a. også har fokus på den grønne omstilling. Samtidig er de mere stabile og defensive aktier kommet på mange investeringsmæssige ønskelister.

”Ser man på det danske aktiemarked, har krigens udbrud betydet, at nervøse aktionærer også er begyndt at købe op i defensive danske aktier,” forklarer Jacob Pedersen. ”Flere ser nemlig det danske aktiemarked som en sikker havn, da flere af kvalitetsselskaberne har gennemprøvede og sikre forretningsmodeller.”

Færre renteforhøjelser?

Krige medfører ofte, at renterne bliver presset ned i de fleste vestlige lande. Invasionen af Ukraine er ingen undtagelse. Renterne bliver presset ned, fordi investorerne søger mod mere sikre havne i obligationsmarkedet.

”Situationen i Ukraine får også betydning for Den Europæiske Centralbank, hvor investorerne ellers havde varmet op til færre obligationsopkøb og en renteforhøjelse i løbet af 2022,” forklarer Jacob Pedersen. ”Ifølge vores makroanalytikere er vurderingen, at invasionen i Ukraine vil udskyde dele af ECB’s pengepolitiske stramninger. Og vi kan allerede se, at formanden for den amerikanske centralbank nu kun anbefaler en renteforhøjelse på 0,25 %-point i stedet for forventede 0,50 %-point ved mødet senere i marts.”

Tre anbefalinger i faldende markeder:

  1. Hav is i maven som investor
  2. Tag en snak med din rådgiver
  3. Tænk langsigtet om din investering
Hav is i maven, når kurserne falder
Læs også

Hav is i maven, når kurserne falder

Læs artikel

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 19 anmeldelser