Styrtdyk i oliepris fører til suspendering

Visninger: 1334 Dato: 09. mar. 2020 kl. 09:45

Oliepriserne styrtdykker som følge af bekymring over de globale vækstudsigter efter udbruddet og spredningen af coronavirus. De store fald i oliepriserne og usikkerheden på markederne betyder, at der ikke kan stilles priser i Sydinvests fonde, der dermed suspenderes.

Bekymring over de globale vækstudsigter efter spredningen af coronavirus har ført til drastiske fald i oliepriserne. Lavere global vækst betyder, at der p.t. er en overforsyning af olie. Det afspejles i en markant lavere oliepris. Olieprisen faldt ca. 10 % i fredags, og i dag er der udsigt til fald på 25-30 %.

Fredag røg forhandlingerne mellem de olieproducerende OPEC-lande og Rusland på gulvet, da Rusland ikke ville gå med til at sænke produktionen af olie.

Så markante fald i olieprisen har store konsekvenser for prissætningen på de finansielle markeder. Aktiekurserne og renterne på statsobligationer fra de modne markeder styrtdykker. Samtidig udvides merrenterne i forhold til sammenlignelige amerikanske statsobligationer på højrenteobligationer.

Se eventuelt seniorporteføljemanager vurdering af de blandede fonde fra sidste uge

Suspendering af fonde i Sydinvest
Prisstillelsen er her i lyset af de store fald i oliepriserne særdeles usikker. Usikkerheden om, hvilke kurser som man reelt kan handle til, er så stor, at vi har besluttet at suspendere handelen i samtlige fonde i Sydinvest og Værdipapirfonden Sydinvest.

Suspensionen af afdelingerne vil blive opretholdt, indtil prisstillelsen igen bliver opfattet som pålidelig.

Af fondsdirektør Niels Skovvart, Sydinvest

Tilbage