14. sep. 2021 kl. 17:06
44 visninger

Tirsdagens aktier: Pandora i al sin glans i toppen af C25

På troppen af C25 med et solidt plus satte Pandora sig tirsdag i centrum for handlernes opmærksomhed, og samtidigt hjalp smykkeaktien sammen med positivt overraskende inflationstal fra USA det samlede eliteindeks i plus.

Indekset sluttede i 1973,78 eller 0,3 pct. højere end mandagens lukkeniveau på en i øvrigt ganske nyhedsmættet handelsdag.

- Der er da sket lidt mere i dag end i går, indleder afdelingsdirektør i Sydbank Ole Kjær Jensen sin kommentar til aktiemarkedet tirsdag og retter fokus mod Pandora, som steg 6,8 pct. til 855 kr.

PANDORA MED POSITIVE MÅL.

- Den skiller sig jo positiv ud. De har jo haft kapitalmarkedsdag, og ganske fortjent får den også en stigning med de meldinger, de kom ud med om organisk vækst i omsætning og EBIT. mar 2021gin. siger Ole Kjær Jensen.

Pandora satser på en organisk vækst på 5-7 pct. i 2021-23 og en omsætning i 2023 på 24,8-26,2 mia. kr. i 2023. Og det er lidt bedre end konsensus-estimaterne forud for kapitalmarkedsdagen.

- Og så kommer de også lige med et aktietilbagekøbsprogram på 3 mia. kr., noterer Ole Kjær Jensen.

Yderligere har selskabet varslet investeringer på 1 mia. kr. i udvidelse af produktionskapaciteten - primært i Vietnam, og det udtrykker ifølge Ole Kjær Jensen en vis tillid til markedsudviklingen. Og ikke nok med det: Selskabet bemærker også, at mulighederne er større end målsætningerne, så er der kan måske forudses en opjustering, funderer afdelingsdirektøren.

MARKANT LØFT TIL MÆRSK

Med i toppen af C25 var Mærsk-aktierne med et plus på 1,8 pct. til 19.455 kr. for B-aktien.

- Deutsche Bank har hævet kursmålet ganske markant og løftet anbefalingen for aktien, forklarer Ole Kjær Jensen.

Kursmålet for rederiaktien er hævet til 23.500 kr. fra 16.110 kr., og anbefalingen er opgraderet til "køb" fra "hold".

Også DSV-aktien er revurderet hos Deutsche Bank, som hævede kursmålet til 1800 kr. fra 1650 kr. Logistik-aktien steg 0,9 pct. til 1640,50 kr.

De to høreapparat-aktier GN og Demant markerede sig med stigninger på henholdsvis 1,8 pct. til 478,50 kr. og 1,9 pct. til 359,60 kr. Det skete uden selskabsspecifkt nyt, men måske under indtryk af branchekollegaen schweiziske Sonovas præsentation tirsdag på høreapparatkonferencen EUHA, mener Ole Kjær Jensen. Her opjusterede Sonova sine langsigtede salgsforventninger.

CARLSBERG TRYKKET AF BERENBERG

I eliteindekset dystre ende tabte Carlsberg 3,5 pct. til 1019,50 kr. som reaktion på, at tyske Berenberg sænkede sin anbefaling af Carlsberg med hele to trin - til "sælg" fra "køb" og trykkede kursmålet ned i 883 kr. fra 1295 kr. Det mere negative syn på aktien hænger sammen med de stigende råvarepriser på malt, aluminium og glas.

NOVO FIK HÆVET KURSMÅL

Novo Nordisk fik løftet sit kursmål til 465 kr. fra 415 kr. hos Jefferies efter en "imponerende" lancering af det danske medicinalselskabs nye fedmemiddel Wegovy. Det fremgår af en analyse fra Jefferies, der fortsat har den negative anbefaling "underperform".

Novo steg 0,3 pct. til 631,40 kr.

FLÜGGER KOM MED REGNSKAB

Flügger kom med regnskab for sit første kvartal, hvor væksten reguleret for valutaeffekt og opkøb blev minus 4 pct. i forhold til det meget høje salg i første kvartal sidste år. Aktien faldt 5,2 pct. til 236 kr.

Midt på eftermiddag overraskede amerikanske inflationstal for august med en stigning i kerneforbrugerpriserne på 4,0 pct. mod en ventet stigning på 4,2 pct. og på 4,3 pct. i juli. Tallene mindsker bekymring for nedtrapning af amerikanske pengepolitiske stimuli og dermed højere rente. Det var til glæde for aktierne i almindelighed. Men i det danske aktiemarked faldt Danske Bank 1,8 pct. til 105,10 kr.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet