Pæne plusser til Zealand Pharma, Novonesis og Bavarian var ikke nok til at hive hive eliteindekset, C25, i plus i løbet af tirsdagen. I den tunge ende lå DSV, Mærsk og Novo, der trak den anden vej. Og derfor var humøret ikke helt så fint herhjemme som i Europa og USA.
Samlet endte eliteindekset med et fald på 0,4 pct. til 1734,94.
- Det er sammensætningen af de danske selskaber, der gør, at vi ikke går helt samme vej, siger Otto Friedrichsen, viceinvesteringsdirektør hos Formuepleje, til MarketWire.
- Samlet påvirkes risikobarometret af situationen i Mellemøsten, hvor uroen ikke eskalerer længere efter meldinger fra Iran og Israel. Og på efterdønningerne fra i fredags, hvor vi så en stærk arbejdsmarkedsrapport, som satte forventningerne til en amerikanske renteforhøjelse op i år, siger han.
Otto Friederichen påpeger da også, at onsdagens amerikanske inflationstal nu er i centrum:
- Inflationen ventes at stige i maj - og kommer der en overraskelse på op-siden, er det noget, som kan rykke yderlige ved forventningerne til en højere amerikansk rente i år, siger han.
FRA ASKEN TIL ILDEN
Zealand Pharma kravlede helt til tops efter et dobbeltcifret kursfald mandag med et plus på 10,5 pct. til 278,90 kr.
Mandag blev aktiekursen sat ned med mere end en femtedel, da investorerne vurderede weekendens præsentationer ved branchemessen hos American Diabetes Association (ADA), hvor særligt Zealand Pharmas præsentationer blev vejet og fundet for lette.
Novonesis kravlede stille og roligt op i løbet af tirsdagen og endte med et plus på 4,7 pct. til 383,60 kr. Dermed fulgte ingredienskoncernen schweiziske Givaudan, der blev hævet til "køb" fra "hold" af Deutsche Bank. Ifølge bankens analytiker Virginie Boucher-Ferte leverede de syv ingrediensselskaber, Croda, dsm-firmenich, Givaudan, IFF, Kerry, Novonesis og Symrise, der deltog i bankens globale forbrugerkonference i sidste uge, "ret betryggende" budskaber med fortsat solid efterspørgsel og en stærk udvikling i andet kvartal.
DEMANT FIK FJER I HATTEN AF BANK OF AMERICA
Tilbage i den danske andedam, hvor euforien omkring teknologiselskaber og fredagens børsnotering af SpaceX ikke rykkede meget på eliteindekset. Men høresundhedskoncernen Demant kunne glæde sig over et dobbelt løft af anbefalingen hos Bank of America. Banken er nemlig vendt helt rundt og vurderer nu, at det er tid til at købe op i aktien. Anbefalingen af Demant er løftet til "køb" fra "underperform" med et kursmål på 280 kr., skrev Bloomberg News tirsdag.
Demant steg 1,4 pct. til 256 kr. tirsdag.
Bavarian blandede sig ligeledes i toppen, efter at vaccineselskabet tirsdag eftermiddag meldte om en kontrakt med en regering om levering af koppe- og mpox-vaccine til en værdi af over 700 mio. kr. Leverancerne af vaccinen til det unavngivne land vil finde sted i 2026 og 2027.
Aktien steg 2,2 pct. til 182,30 kr.
Pandora-aktien blev hen ad eftermiddagen sendt i plus, efter at sølvprisen faldt med mere end 3 pct. Omkring kl. 15.00 faldt Pandora-aktien med 0,4 pct., men endte dog med en stigning til 1,6 pct. til 616 kr. Sølvprisen faldt i samme tidsrum med 3,6 pct.
DSV I MODVIND
DSV tabte 2,5 pct. på aktiekursen til 1557 kr., mens Vestas endte 3,4 pct. lavere i 168,90 kr. Også Mærsk hang med snuden, og B-aktien faldt 2,4 pct. til 17.280 kr.
Novo Nordisk rettede sig i løbet af handelsdagen, men endte med et minus på 0,9 pct. til 269,60 kr. Novo kunne notere sig, at Astrazeneca har fremlagt resultater fra et fase 2B-studie med fedmepillen Elecoglipron, der har demonstreret et vægttab på 11,8 pct. over 36 uger.
Kandidaten, der ganske som Novos semaglutid er en GLP-1-analog, nåede dermed ikke helt op på de niveauer, som henholdsvis Eli Lilly og Novo Nordisk har nået med deres respektive Foundayo- og Wegovy-piller. De har demonstreret vægttab på 14,7 og 16,6 pct. hver især.
.\\˙ MarketWire