24. nov. 2022 kl. 17:08
56 visninger

Torsdagens aktier: Rockwools retræde opvejet af risiko og...

Trods rutsjetur til Rockwool, der hen over dagen strøg fra toppen til bunds eliteindekset, holdt C25 niveauet frem til lukningen og sluttede handelsdagen i 1677,10 eller 1,1 pct. højere end lukkeniveauet torsdag eftermiddag.

Generelt lod handlerne sig inspirere af ikke mindst referatet fra seneste møde i den amerikanske centralbank Feds renteudvalg, som tegnede et klarere billede af neddæmpning af de kommende rentestigninger fra centralbankens side. Men derudover kom der i øvrigt ikke yderligere impulser fra USA, hvor finansmarkederne torsdag holdt lukket i anledning af thanksgiving.

- Vi har set positive markeder i Europa og også herhjemme, og det er egentlig udmeldingen fra Fed-referatet, der har understøttet markedet. Der var et klart flertal af udvalgsmedlemmer, der "tiltede" mod, at nu skal renteforhøjelserne altså ned i tempo, så det ser ud til, at vi får 50 punkter næste gang efter fire gange med 75 punkter, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Han bemærker, at tendensen i referatet ikke kommer som den helt store nyhed blandt andet efter talrige udtalelser fra medlemmer af renteudvalget på det seneste. Men det er på den anden side rart nok at få udviklingen bekræftet, erkender Martin Munk.

- Det er også det, markeder forventer - markedet ligger til en forhøjelse på 50 punkter, noterer seniorrådgiveren.

Derudover kan lidt bedre end ventede IFO-indikatorer for den økonomiske stemning i Tyskland have bidraget til den positive stemning, antager Martin Munk.

ROCKWOOL PÅ SKRÅPLANET

Aktien i Rockwool fortsatte onsdagens yo-yo bevægelser med en stigning over formiddagen på 5,6 pct. Men efter telekonferencen med analytikerne ved middagstid mistede aktien fodfæste og rutsjede ned til et minus på 0,2 pct. til 1613,50.

- Vi ville jo rigtig gerne have hørt noget om 2023, men det guider de ikke på før til februar. Men jeg tror, det kom frem, at Rockwool også er meget i tvivl om, hvad fremtiden bringer. De er også skeptiske på økonomien og ser en recession forude. De lagde ikke skjul på, at de er pessimistiske på 2023, konstatere Martin Munk.

- Vi hæfter os ved, at volumen er faldet mere, end vi havde frygtet, og det er der, vi tror, at Rockwool vil blive ramt i fjerde kvartal og ind i 2023, fortsætter han.

Op til investorkaldet udtalte topchef Jens Birgersson, at Rockwool fastholder sine forventninger til 2022 trods et ringe tredje kvartal med henvisning til en positiv udvikling i indeværende fjerde kvartal, blandt andet på baggrund af en fordelagtig udvikling i de energipriser, som Rockwool er så følsom overfor.

ØGET RISIKOAPPETIT

Modsat Rockwool holdt Ambu sig i toppen af C25 med et plus på 5,5 pct til 83,68 kr. uden selskabsspecifikt nyt for den sædvanligvis så volatile aktie.

- Der tegnede sig et billede af mere risikovillighed, så det var aktier, som er følsomme over for risikoappetit, som steg - jeg tænker på Netocompany og GN og Ambu. Det lugter af, at man tager risiko på i dag, siger Martin Munk

Netcompany blev løftet 4,2 pct. til 335,20 kr., og GN steg 2,9 pct. til 172,25 kr.

MÆRSK I FREMGANG SAMMEN MED PEERS

Blandt de konjunkturfølsomme aktier gik også Mærsk frem yderligere støttet af solide stigninger til flere af de asiatiske branchefæller på 4-6 pct. på børsen i Tokyo.

Mærsks B-aktie lukkede med en stigning på 0,4 pct. til 15.115 kr.

Torsdag kom tal fra World Container Index (WCI), som viste, at spotprisen for at få fragtet en container fra Shanghai til Rotterdam er faldet 18,4 pct. til 2192 dollar den seneste uge.

BANKERNE I TILBAGEGANG

Modsat lå bankeaktierne i nederst i C25. Danske Bank steg beskedne 0,2 pct. til 126,45 kr., Jyske Bank mistede nederst i C25 0,7 pct. til 433,20 kr., og Nordea holdt status quo i 75,19 kr.

Bankerne er mest fornøjede ved højere renter, som løfter indtjeningsmuligheder.

Dertil kommer, at de har haft nogle fremgangsrige dage efter Sydbanks opjustering forleden, påpeger Martin Munk.

ISS FORLÆNGER AFTALE

Servicekoncernen ISS fik forlænget sin healthcare-aftale med Warwick Hospital i England med yderligere to år og samtidig udvidet aftalen. Forlængelsen har en samlet kontraktværdi på et stort tocifret millionbeløb, skriver ISS i en pressemeddelelse.

ISS skal frem til 2024 stå for rengøringen på Warwick Hospital. Desuden skal servicekoncernen i fremtiden også stå for madservices, sikkerhed og administration på det engelske hospital.

ISS steg 1,5 pct. til 150,85 kr.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet