Tyskland/analytiker: Nøgletal kan være advarsel om teknis...

Dato: 13. aug. 2019 kl. 14:51
Tirsdag er det såkaldte ZEW-indeks fra Tyskland faldet til det laveste niveau siden 2011, og det kan være første varsel om, at Europas største økonomi er på vej mod en teknisk recession.

Det vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, efter at det tyske ZEW-indeks for august er blevet opgjort til minus 44,1 fra minus 24,5 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News blot ventet et fald til minus 28,0.

- Det er første tegn, vi får fra den tyske økonomi, siden Trump valgte at eskalere handelskonflikten overfor Kina den 1. august.

- Handelskrigen har været, en væsentlig årsag til at luften er gået ud af den tyske økonomi, da handelskrigen har trukket den globale verdenshandel ned og sat virksomhedernes investeringslyst i bero, skriver Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.

Tirsdagens tyske ZEW-indeks bliver onsdag fulgt op af den tyske BNP-rapport for andet kvartal. Ifølge Bloomberg News´ estimater venter økonomerne en tilbagegang på 0,1 pct. på kvartalsbasis, efter at der i den seneste BNP-rapport blev rapporteret en vækst på 0,4 pct.

- Hvis det bliver tilfældet, er der en overhængende risiko for, at Tyskland havner i en teknisk recession i tredje kvartal.

- De foreløbige vækstindikatorer for tredje kvartal tyder nemlig ikke på, at væksttempoet steg i tredje kvartal. En teknisk recession er defineret ved to kvartaler i træk med negativ økonomisk vækst, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Det svagere væksttempo vil ifølge makroanalytikeren øge presset på de tyske politikere for at lempe finanspolitikken. Og i en situation, hvor finansieringen er historisk billig og behovet for investeringer i infrastruktur og en digital omstilling er kolossal, synes timingen også helt oplagt, mener Mathias Dollerup Sproegel.

- Derfor er det også opmuntrende, at der er begyndende tegn på, at de tyske politikere er ved at bløde op i forhold til den konservative tilgang til at føre finanspolitik.

- Vi vurderer dog, at der stadig er et stykke vej, før tyskerne graver dybt i statskassen grundet landets historiske præference for at balancere statsbudgettet, skriver han.

Ifølge analytikeren har en finanspolitisk lempelse i Tyskland ikke kun potentiale til at løfte det langsigtede vækstpotentiale i Tyskland, hvis finanspolitikken investerer i vækstfremmende tiltag.

Lempelsen vil således også kunne fjerne noget af presset på Den Europæiske Centralbank (ECB), der lige nu går og overvejer sin pengepolitik frem mod næste rentemøde 12. september.

/ritzau/Finans

Tilbage