Endnu en gang tager chipkoncernen Nvidia en del af spotlyset, efter den amerikanske præsident, Donald Trump har givet tilladelse til at sælge sin H200-chip til "godkendte kunder" i Kina.
Og en budkrig om det ikoniske Hollywood-studie Warner Bros Discovery sender aktien frem, efter aktien er steget 11 pct. de seneste to handelsdage.
De ledende aktieindeks på Wall Street ligger blandet i de første handler, hvor Dow Jones øger 0,3 pct. og S&P 500 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset falder 0,1 pct. i de første handler tirsdag. Mandagen bød på minusser på 0,4 pct. for det brede S&P 500-indeks, Dow Jones mistede samtidig også 0,5 pct., mens Nasdaq gik 0,1 pct. tilbage.
Tirsdag er dog lidt af en mellemdag, da fokus er rettet mod afslutningen onsdag på det to dage lange rentemøde, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve holder tirsdag og onsdag. Ifølge Fedwatch er chancen for en rentenedsættelse på 25 basispoint onsdag på 89,6 pct. ifølge Reuters. Beslutningen forventes ikke at blive enstemmig, da flere centralbankmedlemmer har advaret om, at inflationen kan blusse op i de kommende måneder.
På trods af dette forventer investorer stadig, at centralbanken vil sænke renterne med yderligere 50 basispoint næste år for at sikre stabilitet på arbejdsmarkedet.
Efter en historisk lang regeringsnedlukning med dertilhørende tørke på datafronten, afventes de amerikanske Jolts-tal for ledige stillinger i september tirsdag eftermiddag. De vil give både centralbanken og handlerne et sidste kig på arbejdsmarkedsdata inden rentebeslutningen onsdag aften dansk tid.
- Manglen på føderale rapporter om job, inflation og mere har efterladt Fed til at stole på mere begrænsede data fra den private sektor, hvilket gør det sværere at vide, om økonomien har brug for lempelse eller stramning, siger Brent Schutte, investeringschef hos Northwestern Mutual Wealth Management Company, til Reuters.
AKTIEDARLING I FOKUS
Chipkæmpen Nvidia falder 0,8 pct. på trods af Trumps grønne lys til kinesisk salg. Som en del af aftalen har Nvidia indvilget i at levere 25 pct. af indtægterne til den amerikanske stat.
Der er tale om koncernens H200-processorer fra 2023, som anslås at være omkring seks gange mere kraftfuld end H20, den mest avancerede AI-chip, som Nvidia i øjeblikket har tilladelse til at sælge til Kina. Tirsdag er det dog kommet frem, at den kinesiske regering vil sætte en begrænsning for importen, da landet i stedet vil være selvforsynende, skriver Financial Times.
BUDKRIG OM WARNER
Anden sæson af salget af Warner Bros. Discovery er skudt i gang, efter Paramount har budt 30 dollar per aktie, hvilket er 2,25 dollar mere end Netflix, hvilket værdisætter Hollywood-selskabet til 108,4 mia. dollar. Forskellen skyldes værdisætningen af kabel-tv divisionen, som Paramounts bud inkluderer, mens Netflix ikke vil have Discovery med i en handel. Faktisk satte Warner selv kabel-tv'et til salg i juni.
Warner Bros. ligger 0,6 pct. højere i 27,41 dollar i den indledende handel, Paramount taber 2,6 pct. på aktiekursen, og Netflix ligger uændret.
I en helt anden boldgade har sygekassen CVS Health overrasket med forventninger til året 2026, som er flere milliarder dollar lavere end analytikernes forventninger.
Konkret forventer CVS, at omsætningen i 2026 lander på 400 mia. dollar mod analytikernes estimat på 418,3 mia. dollar, skriver Bloomberg News.
For indeværende år hæves forventningerne til overskuddet med 5 cent pr. aktie i begge ender af intervallet til 6,60 til 6,70 dollars pr. aktie.
CVS stiger 3,9 pct.
Home Depot er også kommet med bud op 2026, hvilket byder på forsigtige foreløbige prognoser - et tegn på, at den amerikanske byggemarkedskæde ikke forventer, at boligmarkedet vil komme sig på kort sigt.
Aktien falder 0,7 pct.
.\\˙ MarketWire