De amerikanske aktier stiger let tirsdag, da det særligt er de cykliske sektorer, der løfter sig.
Inden for teknologi er der mere spredte stigninger med et måske lidt overraskende mindre fald til chipkæmpen Nvidia, selv om Trump-regeringen mandag aften gav grønt lys for salg af nogle af selskabets mere avancerede chips til Kina.
Fra økonomien er tirsdagens vigtige nyhed, at der i september var flere ledige stillinger på jobmarkedet end ventet.
Det rykker dog ikke umiddelbart på forventningen i markedet om, at Federal Reserve, den amerikanske centralbank, onsdag vil sænke sin rente på det tredjemøde i træk med 0,25 pct.point til 3,50-3,75 pct.
Investorerne er dog alligevel meget tilbageholdende tirsdag inden onsdagens rentemeddelelse, og det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, derfor kun frem med 0,2 pct., mens Dow Jones også går 0,2 pct. op, og Nasdaq også stiger 0,2 pct.
- I lyset af al spændingen på de globale obligationsmarkeder i øjeblikket kan Federal Reserves møde potentielt hælde benzin på bålet, siger Vincent Juvyns, chefstrateg hos ING, til Bloomberg News.
- Investorer vil også følge resultaterne fra Oracle og Broadcom meget nøje. Der er meget på spil i denne uge.
FALDER TRODS GODKENDELSE
I S&P 500 er det tirsdag energiaktierne, som stiger mest med 1,4 pct. med bidrag fra et plus på 3,2 pct. til Exxon Mobil, der har løftet sin forventning til pengestrømmen i 2030, selv om olieprisen for anden dag i træk falder tilbage.
Der er samtidig fremgang til finansaktierne med 0,6 pct., mens råvarer og materialer også stiger 0,6 pct.
For de teknologitunge sektorer gælder, at cyklisk forbrug stiger 0,4 pct., og at it vinder 0,2 pct., men også at kommunikationsservice falder 0,2 pct.
Inden for it falder de to helt store sværvægtere, Nvidia og Apple, med 0,1-0,3 pct., mens nummer tre, Microsoft, løfter sig 0,1 pct.
Nvidia var ellers i eftermarkedet tirsdag i plus med mere end 3 pct. på nyheden om tilladelsen til at kunne sælge H200-chippen, en avanceret halvleder, men dog selskabets forrige flagskibsmodel. Fra Kina lyder det imidlertid, at regeringen her ønsker en begrænset import.
Der er ellers fremgang til andre chipnavne tirsdag, da Broadcom, USA's femtemest værdifulde selskab, vinder 1,2 pct. til rekord i 405,90 dollar, ligesom AMD går 0,6 pct. frem.
I cyklisk forbrug løftes Amazon desuden 0,4 pct., mens Tesla stiger 2,3 pct. og vinder lidt af mandagens tabte, da Morgan Stanley sænkede sin anbefaling, på 3,4 pct. tilbage.
I kommunikationsservice går Alphabet 0,6 pct. frem, mens Meta Platforms taber 1,8 pct. Ejeren af Facebook havde ellers medvind sidste uge med et plus på 4 pct., da det kom frem, at topchef Mark Zuckerberg nu skærer i investeringerne i metaverse.
IND I DET GODE SELSKAB
Der drysser stadig mindre regnskaber ind. Også fra selskaberne i S&P 500, og i bunden af hovedindekset befinder fødevareproducenten Campbell's, dem med tomatsuppen, og Autozone, der gør sig inden for bilværksteder og salg af reservedele med kursfald på 3,3 og 7,4 pct.
For Campbell's gælder det, at de ellers bedre end ventede tal for første kvartal, var hjulpet godt på vej af lageropbygning, mens Autozone skuffede med en lavere salgsvækst og svagere indtjening end ventet.
Home Depot, byggemarkedskæden, sætter sig desuden 1,0 pct. efter en forsigtig foreløbig prognose for 2026, mens Pepsico sætter sig 0,8 pct. trods en aftale med aktivistinvestoren Elliott Investment Management om besparelser, men en beslutning om at sænke priserne i USA modvejer det.
Der er omvendt et plus til CVS Health på 2,7 pct., da sygekassen har opjusteret sine forventninger til 2026.
Uden for hovedindekset stiger Ares Management derimod med 7,2 pct., da det tirsdag aften kom frem, at kapitalforvalteren den 11. december overtager Kellanovas plads i S&P 500. Snack- og fødevareproducenten fik nemlig også tirsdag den endelige godkendelse af et salg for 38 mia. dollar til Mars-koncernen.
.\\˙ MarketWire