01. dec. 2025 kl. 22:06
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Japansk uro pressede markedsrenter opad

USA/T-bond: Japansk uro pressede markedsrenter opad

Der var mandag et salgspres på de amerikanske statsobligationer, hvilket sendte markedsrenterne opad.

Baggrunden var en spekulationer om renteforhøjelser i Japan, igangsat af kommentarer fra landets centralbankchef.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 7 basispoint til 4,09 pct., hvilket også var renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rentetikke op med 4 basispunkter til 3,53 pct.

Det internationale rentemarked er forbundne kar, og meldingen fra Bank of Japans chef, Kazuo Ueda, om at vilkårene nu muliggør en højere centralbank, bredte sig derfor som ringe i vandet til først Europa og siden USA.

For det amerikanske rentemarkeds vedkommende er det samtidig ekstra interessant, hvad japanerne gør, for landet er den største udenlandske ejer af statslån fra USA. For omkring 1200 mia. dollar.

Og en højere rente i Japan, vil relativt set mindske renteafkastet og dermed interessen for amerikanske statsobligationer.

- Japan gjorde det klart, at de vil hæve renterne for at støtte deres valuta her. Så i lyset af deres beholdning af amerikanske statsobligationer påvirker det USA, siger Stan Shipley, obligationsstrateg hos Evercore ISI, til Reuters.

- Og hvis Japan ikke sælger amerikanske statsobligationer, vil de skubbe deres rentestruktur højere, hvilket vil opmuntre investorer derovre til ikke at købe amerikanske obligationer, men at købe japanske obligationer.

Shipley peger samtidig på, at yen er en toneangivende globale valuta for såkaldt carryhandel, på grund af landets lave rente, hvilket betyder, at investorerne har optaget store lån i den japanske valuta og sat pengene i obligationer med højere rente i eksempelvis USA, EU og sågar Danmark.

Når den japanske rente stiger, bliver den investering mindre attraktiv eller måske ligefrem urentabel, og derfor afvikles handlerne med salg af internationale obligationer til følge.

Trods rentestigningerne og nyhederne ud af Japan øgede investorerne mandag dog deres væddemål på en amerikansk rentesænkning i næste uge, så handelen med rentefutures nu indikerer en sandsynlighed for det udfald på omtrent 100 pct. mod godt 80 pct. fredag.

Den udvikling skyldtes, at ISM-indekset, som måler aktiviteten i fremstillingsindustrien, så et uventet fald i november til 48,2 fra 48,7 i oktober, viste tallene fra Institute of Supply Management. Ifølge Bloomberg News var konsensus blandt økonomerne et indeks, som ville stige til 49,0.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,4
Baseret på 12 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig