Kunstig intelligens, AI, fortsætter med at trække investorerne til, og et comeback til flere AI-navne fortsætter tirsdag på aktiemarkedet i USA. Oveni lader det til, at spændingerne i Mellemøsten aftager for nu - og det sender olieprisen sydover og humøret op.
Tirsdag ligger Wall Street til endnu et grønt pust med plusser 0,2-0,7 pct. - størst til Nasdaq 100-indekset.
Fremgang følger mandagens plus på 0,3 pct. til det brede S&P 500-indeks efter fredagens deroute på 2,6 pct. Nasdaq steg med 0,9 pct. mandag efter et tungt, tungt udsalg fredag på 4,2 pct., da især chipsektoren blev hamret i gulvet. Og endelig sluttede Dow Jones mandag i minus med 0,2 pct. i kølvandet af fredagens kursfald på 1,4 pct.
Tirsdag fortsætter chipsektpren med at sunde sig efter et plus til sektoren på 3,9 pct. mandag, hvilket er den største stigning i et års tid. Nvidia går 0,6 pct. frem op til handelsstart efter et plus på 1,7 pct. mandag efter et fald på 6,2 pct. fredag. Og det samme billede gør sig gældende for Broadcom, AMD, Micron Technology og Marvell Technology, der stiger i spændet 1,1-4,5 pct.
Som sidehistorie stiger Intel 2 pct. i formarkeder efter mandagens plus på på 11,2 pct. på nyheden om, at Google efter sigende skal have bestilt produktionen af 3 mio. af sin egenudviklede computerchips. Med til den fortælling hører også, at aktien faldt 11,3 pct. fredag.
Teknologi- og AI-aktierne kom under kraftigt salgspres i sidste uge, efter at Broadcoms skuffende prognose skabte bekymring om høje værdiansættelser i sektoren, især blandt chipproducenter, der har oplevet en kraftig stigning i år.
- De langsigtede drivkræfter bag det stigende marked - stærk indtjeningsvækst, investeringer i AI og en robust økonomisk aktivitet - er stadig intakte, påpeger Daniela Hathorn, markedsanalytiker hos Capital.com, overfor Reuters.
- Men efter et opsving, der har løftet Nasdaq med mere end 30 pct. på lidt over to måneder, er investorerne blevet mere følsomme over for inflation, renter og geopolitiske risici, siger hun.
En bedre end forventet jobrapport fredag bidrog også til bekymringerne om, at Federal Reserve vil hæve renterne i år. Nu er det så forbrugerprisdata for maj, der offentliggøres onsdag, der tager fokus for at se efter nye spor om, hvordan stigningen i energipriserne som følge af konflikten med Iran påvirker inflationen.
BØRSNOTERINGER PÅ STRIBE
Men investorerne står og tripper i forbindelse med børsnotering af SaceX på fredag, så er OpenAI også klar. Selskabet bag ChatGBT oplyste mandag, at det har indsendt en ansøgning til de amerikanske børsmyndigheder om tilladelse til en børsnotering.
- Vi har for nylig indsendt en fortrolig S-1. Vi forventer, at den lækker, så vi offentliggør det bare, fremgår det.
- Vi har endnu ikke besluttet timingen; det kan godt tage noget tid, fordi der er ting, vi gerne vil gøre, som sandsynligvis er lettere som privat virksomhed. Men det er et kompliceret sæt af afvejninger, og det giver os muligheden for at gå på børsen tidligere, hvis det ender med at være det bedste.
Flere oplysninger kommer softwarekoncernen ikke med.
I første omgang kan SpaceX's børsnotering til en værdi af 1,75 billioner dollar på fredag også vise sig at være en forhindring for amerikanske aktier, da investorerne er bekymrede for mulig overoptimisme blandt højvækstteknologiaktier, skriver Reuters.
Elon Musks SpaceX sigter mod at rejse 75 mia. dollar, hvilket er det største beløb nogensinde for en børsnotering.
.\\˙ MarketWire