USA/åbning: Nike og Boeing brager op i blandet marked

Dato: 25. mar. 2020 kl. 14:36
De ledende amerikanske aktieindeks kommer blandet fra start onsdag, selv om amerikanske senatorer og repræsentanter fra Det Hvide Hus er nået til enighed om en massiv amerikansk stimuluspakke, der skal dæmpe de økonomiske konsekvenserne af coronakrisen.

Planen, der støttes af både demokrater og republikanere i Senatet samt af Det Hvide Hus, ventes at blive stemt gennem Senatet senere onsdag.

For at blive til lov skal også Repræsentanternes Hus godkende planen. Her har demokraterne flertallet, og Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, har ifølge Reuters endnu ikke kommenteret sit syn på planen.

Kort inde i dagens handel stiger Dow Jones-indekset 1,3 pct., det brede S&P 500-indeks går frem med 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset dykker med 0,1 pct.

Udviklingen sker på ryggen af historiske stigninger tirsdag, hvor de amerikanske aktier bragede i vejret i forventning om en aftale.

Blandt andet steg det amerikanske Dow Jones-indeks med 11,4 pct. - den største stigning siden 1933. S&P 500 lukkede 9,4 pct. højere, og Nasdaq-indekset steg 8,1 pct.

Lovteksten er endnu ikke offentliggjort, men ventes at blive det i løbet af onsdagen. Ifølge Reuters ventes pakken at løbe op i 2000 mia. dollar.

Pakken ventes ifølge nyhedsbureauets oplysninger blandt andet at indeholde 500 mia. dollar til hjælp til de mest virusramte brancher og sektorer, og et tilsvarende beløb til finansiering af direkte betalinger på op til 3000 dollar til millioner af amerikanske familier.

Hertil kommer 350 mia. dollar til finansiering af lån til mindre virksomheder, 250 mia. dollar til finansiering af en udvidet hjælp til arbejdsløse og 75 mia. dollar til hospitalerne, skriver Reuters.

Andre nyhedsbureauer nævner lidt andre beløb.

NIKE PÅ VINDERKURS

Sportstøjgiganten Nike kommer godt ud af starthullerne, efter at selskabets regnskabstal for tredje kvartal i finansåret 2019/20 overraskede positivt tirsdag aften efter børslukketid.

Koncernens omsætning steg 5,1 pct. til 10,10 mia. dollar mod ventede 9,57 mia. dollar, mens overskuddet per aktie blev på 53 cent sammenlignet med 68 cent et år tidligere og mod et konsensusestimat på netop 53 cent ifølge Bloomberg News.

Bruttomarginen blev i perioden på 44,3 pct., mens der her var ventet 44,2 pct. hos analytikerne.

Aktien er i hopla fra handelsstart og stiger 7,4 pct.

BOEING VIL GENOPTAGE PRODUKTION AF 737 MAX

Der er også nyt om Boeing, der ifølge Reuters planlægger at genoptage produktionen af flytypen 737 Max, der blev groundet efter to flystyrt sidste år.

Det skal i givet fald ske i maj, men planen afhænger af, at de amerikanske luftfartsmyndigheder giver tilladelse til, at flyet igen kan bruges, ligesom planen afhænger af effekterne af coronaudbruddet, skriver Reuters.

Aktien i Boeing brager op med hele 19,6 pct.

/ritzau/Finans

Tilbage

Video: Kvartalsstatus på blandede fonde

De blandede fonde har ført en forsigtig investeringsstrategi i 1. kvartal 2020, og det har betalt sig, når man sammenligner med lignende fonde.

Se videoen her