15. sep. 2021 kl. 15:44
67 visninger

USA/åbning: Olieselskaber til vejrs - kasinoejere falder ...

De amerikanske aktiemarkeder åbner onsdag i grønt på to af de tre toneangivende aktieindeks.

Ved åbning ligger S&P 500-indekset 0,2 højere, mens Nasdaq-indekset stiger 0,3 pct. Dow Jones falder 0,1 pct.

Tirsdag lukkede de tre indeks med fald på 0,5-0,8 pct., hvor særligt energi- og banksektoren trak indeksene i rødt.

Onsdag eftermiddag er stemningen lettet blandt aktieinvestorerne, efter at gårsdagens nøgletal har udsat forventningerne om pengepolitisk indgriben fra USA´s centralbank, Federal Reserve, før tid.

APPLE STIGER EFTER NEDTUR

Apple gik tirsdag i luften med sin produktlancering, hvor selskabets nyeste produktlinje anført af den nye iPhone 13 blev annonceret.

Produktlanceringen bød imidlertid ikke på overraskende nyt om hverken iPhone, iPad eller Apples smartur, og aktien dykkede 1,0 pct. efter at have ligget i rødt hele aftenen.

Aktien åbner 0,1 pct. højere.

Globalstar led et gedigent fald tirsdag, da Apple undlod at nævne, om den kommende produktlinje vil understøtte satellitkommunikation.

Aktien blev sendt ned med 23,3 pct., men får et fornødent skub op ved åbning med 0,9 pct.

Natten til tirsdag offentliggjorde Microsoft, hvad der kan blive et rekordhøjt aktietilbagekøbsprogram på 60 mia. dollar.

Det sker på et tidspunkt, hvor politikerne overvejer at gennemføre en skat på aktietilbagekøb, skriver Bloomberg News.

Microsoft-aktien stiger 1,3 pct.

NEDTUR PÅ ANDEN DAG

Flere amerikanske kasinoejere med forretning i Macao får yderligere kursklø onsdag, efter at Kina tirsdag flagede for øget opsyn af branchen.

Det gjorde tirsdag Wynn Resorts til den helt store taber med et fald på 10,9 pct. i det brede S&P 500-indeks, mens også andre kasinoejere led tab.

Nedturen fortsætter onsdag ved åbning, hvor Wynn Resorts falder 9,4 pct., mens MGM Resorts og Las Vegas Sands taber 3,7 pct. og 5,4 pct.

Yum China dykker 1,2 pct., efter at fastfoodkæden har leveret en opdatering, hvor det sammenlignelige salg i august er faldet betydeligt i forhold til andet kvartal 2021.

Det sammenlignelige salg faldt i andet kvartal kun med 6 pct. i forhold til samme periode i 2019, men regionale covid-19-udbrud i Kina i august har medført, at det i august er faldet med 20 pct. i forhold til samme måned to år tidligere.

USA KØBER IND FRA ELI LILLY

Den amerikanske regering vil købe yderligere 388.000 doser af Eli Lillys antistofbehandling mod covid-19 til nødbrug.

Det amerikanske medicinalselskab venter, at 200.000 doser vil blive afsendt i tredje kvartal - og at resten følger i fjerde. Det skriver Bloomberg News.

Salget ventes at give omkring 300 mio. dollar i omsætning i anden halvdel af i år. Og indtægterne vil fremgå af de to kommende kvartalsregnskaber, oplyser Eli Lilly.

Aktien stiger 0,3 pct.

Det amerikanske biotekselskab Theravance Biopharma får ved åbning en ordentlig børslussing efter et fejlslagent afsluttet fase 3-studie med en lægemiddelkandidat til behandling af lavt blodtryk i stående stilling.

Aktien styrtdykker med 20,7 pct.

ENERGISELSKABER STIGER MED OLIEPRISERNE

Onsdag eftermiddag er prisen på den europæiske referenceolie, Brent, kravlet over 75 dollar for en tønde for første gang siden 2. august. Også den amerikanske WTI-olie stiger.

Det er godt nyt for energiselskaberne, der tirsdag tog en tur i rødt.

APA åbner 3,1 pct. højere, og Marathan Oil løftes 3,3 pct.

Occidental Petroleum stiger 3,7 pct. fra åbning.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet