08. apr. 2021 kl. 15:45
66 visninger

USA/åbning: S&P 500 fortsætter rekordjagt - teknologi i f...

Det amerikanske aktiemarked er torsdag åbnet overvejende positivt med et S&P 500-indeks på rekordniveau og pæne stigninger til teknologiaktierne.

Efter få minuttes handel ligger S&P 500-indekset 0,3 pct. højere i 4092, efter at det onsdag lukkede i rekord.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks klarer sig imidlertid endnu bedre med et plus på 0,9 pct. til 13.807, men her er der endnu lidt vej op til rekorden fra i februar på 14.095,47.

Dow Jones-indekset kan torsdag ikke holde trit med de to andre store indeks og falder fra start 0,1 pct.

Både S&P 500 og Dow Jones har dog kurs mod tredje uge i træk med fremgang forud for næste uges start på, hvad der ventes at blive en meget stærk regnskabssæson.

REGNSKABSSÆSON STÅR FOR DØREN

Ifølge data fra Refinitiv, vil selskabernes indtjening i første kvartal 2021 vise den største vækst siden tredje kvartal 2018, skriver Investing. Com.

Markedsdeltagerne er torsdag faktisk blevet præsenteret for et regnskab for det forskudte fjerde kvartal fra Constellations Brands, der tjener sine penge på øl, vin og spiritus med mærker som Corona og Funky Buddha.

Her overraskede både omsætning og indtjening positivt i forhold til analytikernes forventninger. Den sammenlignelige indtjening per aktie steg i kvartalet til 1,82 dollar, hvor analytikerne ventede 1,57 dollar.

Det sammenlignelige salg steg i kvartalet endvidere med 2,6 pct. i forhold til for et år siden til 1,95 mia. dollar mod estimerede 1,86 mia. dollar

Selskabet venter i 2021/22 en sammenlignelig indtjening per aktie på 9,95-10,25 dollar. Constellation Brands-aktien var tidligere i formarkedet indikeret lidt højere, men er i regulær handel åbnet 5 pct. lavere.

SER POTENTIALE I MICROSOFT

Derimod er aktien i Microsoft åbnet 1,5 pct. højere, efter at analytikerne hos Bank of America har løftet kursmålet for aktien til 280 dollar fra 256 dollar og gentaget anbefalingen "køb".

Eli Lilly og samarbejdspartneren Incyte nåede ikke i mål med et fase 3-studie af lægemiddelkandidaten Baricitinib til behandling af indlagte covid-19-patienter.

Det fremgår af en fælles meddelelse.

Der var godt nok lidt færre patienter, der fik Baricitinib i kombination med standardbehandling, som blev yderligere behandlingskrævende og fik behov for ilt eller respirator, eller døde, end blandt de patienter, der alene fik standardbehandling.

Men resultaterne er ikke statistisk signifikante.

Ses alene på risikoen for dødsfald af enhver årsag var der dog tale om en signifikant reduktion i gruppen af patienter, der fik Baricitinib, på 38 pct. efter fire uger.

Baricitinib har allerede fået en nødgodkendelse i USA til brug i kombination med Remdesivir til indlagte covid-19-patienter, der ligger i respirator eller har behov for ilt.

Lilly-aktien reagerer dog begrænset og stiger trods nyheden med 0,5 pct.

Stærke salgstal for marts sender samtidig detailkæden Costco Wholesale en smule i vejret fra åbningen.

Costco meddelte onsdag aften, at salgstal for marts viste en fremgang i det sammenlignelige salg på 16 pct. mod estimeret 12,3 pct. ifølge Metrix, skriver Bloomberg News.

Samlet steg nettoomsætningen over fem uger frem til 4. april med 17,6 pct. til 18,2 mia. dollar, rapporterer Bloomberg News.

Flere børshuse, herunder Goldman Sachs, Stifel og Wells Fargo har efterfølgende løftet deres kursmål for aktien.

Costco stiger 1 pct. fra åbningen.

POWELL DELTAGER I DEBAT

Torsdag kommer der også fokus på chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, som deltager i en paneldebat om den globale økonomi.

- Her er der mulighed for en opdatering af Feds syn på økonomien efter en bomstærk jobrapport, et meget optimistisk erhvervsliv og Bidens nye stimulansplan, der ifølge Biden vil løfte beskæftigelsen med 19 millioner, skriver Jyske Bank i en kommentar og fortsætter:

- Da fokus er på den globale økonomi, vil Powell givetvis også forholde sig til effekterne på resten af verden af stigningerne i de lange amerikanske renter. Vi vurderer fortsat, at den amerikanske økonomi godt kan holde til rentestigningerne, mens resten af verden er mere negativt påvirket.

Onsdag reagerede finansmarkederne generelt positivt på offentliggørelsen af referatet fra det seneste rentemøde i Federal Reserve. Her var det overordnede budskab, at banken ikke har hastværk med at trække den lempelige pengepolitik tilbage.

/ritzau/Finans

Mest læste artikler

22. feb. 2021 kl. 15:24

Høj rente uden at gå på kompromis

Høj rente uden at gå på kompromis
15. mar. 2021 kl. 08:00

Investér i ny bæredygtig aktiefond

Investér i ny bæredygtig aktiefond
03. mar. 2021 kl. 10:48

Find svar på dine (investerings)spørgsmål

Find svar på dine (investerings)spørgsmål
29. mar. 2021 kl. 13:52

Stor nytegning i bæredygtige aktier

Stor nytegning i bæredygtige aktier
04. mar. 2021 kl. 14:36

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Indkaldelse til ordinær generalforsamling
11. mar. 2021 kl. 13:16

Et smugkig på ny aktiefond

Et smugkig på ny aktiefond

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet