USA/Sydbank: Invers rentekurve varsler recession

Dato: 14. aug. 2019 kl. 15:10
Der bliver kigget med bekymring henover Atlanten onsdag, hvor der er vendt rundt på rentekurverne.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation er nu lavere end den tilsvarende rente på den toårige statsobligation. Renten på den tiårige er 1,614 pct. mod 1,616 pct. for den toårige.

Det anfører makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel.

Den inverterede rentekurve har ifølge ham historisk set været en pålidelig recessionsindikator.

- Typisk er recessionen indtruffet 12-18 måneder, efter rentekurven er inverteret. Derfor tænder rentekurven en kraftig advarselslampe om en forestående amerikansk recession i 2020. I begyndelsen af 2006 var den 10-årige rente senest lavere end den 2-årige rente og var dermed set i bakspejlet et varsel om finanskrisen, oplyser han.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, benyttede tilbage i 1998, hvor rentekurven også var invers, rentenedsættelser og undgik dermed recession.

Selvom styringsrenten i juli blev sænket med 25 basispoint for første gang i over et årti, så ser det ifølge makroanalytikeren ikke ud til, at investorerne er håbefulde.

- Tiden vil vise, om Federal Reserve får held med operationen. Banalt set er dagens invertering af rentekurven et signal om, at investorerne ikke tror, at patienten står til at blive reddet af centralbanken denne gang, skriver han.

Ifølge makroanalytikeren er den amerikanske økonomi vokset med 2,1 pct. på årsbasis, der er trukket af en solid forbrugsvækst, og der er derfor ikke udsigter til en recession lige om hjørnet.

- På kort sigt er der ikke meget, der tyder på, at den amerikanske økonomi skulle stå over for en snarlig recession. De fleste aktivitetsindikatorer peger fortsat på en stabil økonomisk vækst – dog i et lavere tempo end i 2018, hvor økonomien fik et skud epo fra Trumps skattelettelser, påpeger makroanalytikeren.

Men Mathias Dollerup Sproegel peger på, at et hårdt brexit, en uforudsigelig handelskrig mellem USA og Kina og en global industri-recession kan give det sidste skub mod den økonomiske afgrund.

/ritzau/Finans

Tilbage