USA/T-bond: Små rentestigninger efter Fed-melding

Dato: 08. nov. 2018 kl. 22:16
De amerikanske renter sluttede torsdagen tæt ved onsdagens niveau.

Et rentefald tidligere på dagen på 3 basispoint blev næsten annulleret, inden USA´s centralbank fastholdt sin toneangivende rente og i det store hele stod fast på sit syn på økonomien, og meldingen fra Federal Reserve løftede renten yderligere.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap et halvt basispoint til 3,24 pct.

Det var samtidig 2 basispoint mere, end da det danske obligationsmarked lukkede. I løbet af torsdagen svingede den tiårige rente mellem 3,21 og 3,24 pct.

Renten på den kortere toårige amerikanske statsobligation steg samtidig med et 2 basispunkter til 2,97 pct.

Torsdagens store begivenhed var rentemeldingen fra Federal Reserve. Banken fastholdt dog som ventet sin toneangivende rente i intervallet 2,00 til 2,25 pct., og indikerede stadig "yderligere gradvise forhøjelser". Synet på økonomien er det samme som før. Økonomien er stærk, det er arbejdsmarkedet også, og inflationen er nær bankens mål på 2,0 pct. om året.

Meldingen understregede bankens intentioner om at fortætte med sine renteforhøjelser, og det styrkede dollaren og løftede renten.

På nøgletalsfronten var omvendt torsdag ganske stille. Det eneste nye var den ugentlige opgørelse over nytilmeldte ledige i USA, som viste, at 214.000 amerikanere meldte sig i arbejdsløshedskøen i sidste uge.

Det var lige nøjagtig som ventet. Ifølge medianen af estimater indsamlet af Bloomberg var der blandt økonomerne ventet lige netop 214.000 nye ledige. Ugen før meldte 215.000 sig ledige for første gang. Det tal er revideret fra 214.000 ved første opgørelse for en uge siden.

/ritzau/Finans

Tilbage