24. nov. 2022 kl. 16:05
50 visninger

Valuta/Jyske: Dollar vil være stærk hele vinteren

Der er udsigt til en stærk dollar hele vinteren, vurderer Jyske Bank, efter et kig i bankens krystalkugle. Finansmarkederne indregner allerede nu en situation tæt på en global recession, og det har fået investorerne til at foretrække den amerikanske valuta frem for euro.

- På vejen mod en mulig kritisk konjunkturafmatning er efterspørgslen efter dollar altid ekstraordinært høj i lyset af det amerikanske kapitalmarked, som er verdens bredeste, dybeste og mest likvide, skriver banken.

Den regner dog med, at investorerne kommer på andre tanker i løbet af foråret, og venter ikke, at dollar bliver stærkere end den var tilbage i september, hvor der en overgang gik bare 0,9535 dollar på en euro.

Skal dollar blive stærkere, skal situationen således blive værre end en global recession, hvilket investorerne allerede tager højde for, lyder tesen.

- Vores hovedscenarier er recessioner i Europa og USA, og dermed ikke en værre virkelighed end allerede/tæt på indpriset.

- Ultimo vinteren/foråret 2023 venter vi, at Europa er kommet godt gennem en energiusikker vinter, og de globale risici kan derigennem potentielt begynde at vige. Vores dollarprognose er derfor en stærk dollar gennem vinteren, det vil sige omkring 1,00 dollar per euro, hvorefter den overvurderede dollar begynder at svækkes til 1,12 dollar per euro i takt med en mindre slem virkelighed end den allerede tæt på indprisede globale recession, lyder konklusionen.

En euro koster torsdag eftermiddag 1,0420 dollar, eller lidt over 7,13 kr.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet