Vindere og tabere på det danske aktiemarked

Visninger: 4504 Dato: 05. feb. 2020 kl. 10:00

2019 var en afkastmæssig fest for investorerne i danske aktier. Vi giver vores bud på vindere og tabere i 2020.

Sydinvest Danmark gav et afkast på 24,2 % i 2019, og det skete på trods af, at de største danske virksomheder over en bred kam kun leverede en meget begrænset indtjeningsvækst i 2019. Afkastspredningen blandt de største danske selskaber var dog stor i 2019, hvor DSV Panalpina blev året højdespringer med et afkast på næsten 80 %, mens Ambu blev årets bundskraber med et afkast på -29 %.

Vi forventer, at 2020 igen vil blive et år med stor afkastspredning blandt de største danske aktier, og dermed bliver selektiv aktieudvælgelse endnu mere centralt.
 

Fokus på længerevarende konkurrencefordele 

I Sydinvest Danmark ønsker vi så vidt muligt at foretage investeringer i de danske selskaber, hvor vi kan identificere en længerevarende konkurrencefordel eller en unik markedsposition, som kan give et solidt fundament for selskabets fremtidige indtjeningsvækst. Selvfølgelig skeler vi også meget til prisfastsættelsen af aktierne – selv guld kan jo købes for dyrt!

GN Store Nord
Her i starten af 2020 ser vi gode afkastmuligheder i GN Store Nord, som har en attraktiv markedsposition på både det globale høreapparatmarked og det globale marked for headset. Vi har specielt stor tiltro til, at GN Store Nord i 2020 kan fastholde den høje salgs- og indtjeningsvækst på markedet for headset.


Foto: GN

I 2020 vil væksten blandt andet været drevet af et nyt produkt rettet mod markedet for videokonferencer. Et produkt, som efter vores vurdering rammer plet i forhold til mange virksomheders ønske om at begrænse både de økonomiske og klimamæssige omkostninger ved rejseaktivitet i forbindelse med møder. I stedet for at medarbejderne rejser til møder på den anden side af jordkloden, kan mange typer af møder sagtens klares med et godt videokonferencesystem.

Royal Unibrew
Royal Unibrew er også et af de selskaber, som fylder godt i Sydinvest Danmarks portefølje i øjeblikket. Det danske bryggeri har nu i en længere årrække bevist, at det er dygtigt til at navigere i et stagnerende vesteuropæisk ølmarked.

Igennem opkøb og produktionsinnovation formår Royal Unibrew at levere en stabil god indtjeningsvækst år efter år. Vi er specielt imponerede over Royal Unibrews evne til at tilpasse sig ændringer i forbrugernes præferencer og hurtigt lancere nye produkter. Specielt inden for ikke-alkoholiske produkter ser vi gode vækstmuligheder for Royal Unibrew i de kommende år.
 

Hvor blinker advarselslamperne?

Aktiv selektion blandt de danske selskaber bliver efter vores vurdering afgørende, hvis der skal skabes et tilfredsstillende afkast i 2020. Derfor er der også selskaber, hvor vi er mere tilbageholdne med investeringerne.  

Coloplast
Coloplast er efter vores vurdering et godt eksempel på et dansk selskab, som kan få svært ved at leve op til markedets skyhøje forventninger i 2020. Coloplast har de seneste mange år været kendetegnet af en høj og stabil salgs- og indtjeningsvækst. I takt med at Coloplast har vokset sig betydeligt større de senere år, er det vores vurdering, at det vil blive dyrere for selskabet at opretholde den høje salgsvækst fremadrettet.

Vi forventer, at øgede investeringer i at fastholde salgsvæksten på et højt niveau vil dæmpe indtjeningsvæksten. Coloplast er et utroligt veldrevet selskab, men det fylder mindre i Sydinvest Danmarks portefølje ud fra en betragtning om, at selskabet kan få svært ved at tilfredsstille investorernes høje vækstforventninger, og prisfastsættelsen af aktien ser efter vores vurdering meget anstrengt ud.

A. P. Møller – Mærsk
A. P. Møller – Mærsk er også et af de selskaber, som vi er mindre optimistiske omkring i 2020. Containershipping står over for flere store udfordringer i 2020. Rederierne skal som følge af nye brændstofregler forsøge at sende en kæmpe ekstra brændstofregning videre til kunderne i 2020.


Foto: A.P. Møller – Mærsk

Hvis det mislykkes, kan store dele af indtjeningen i A. P. Møller – Mærsk forsvinde som dug fra solen. Derudover balancerer udbud og efterspørgsel i containershipping-industrien på en knivsæg i 2020. Vi frygter specielt, at andet halvår 2020 kan byde på overkapacitet og dermed svage fragtrater og indtjeningsudfordringer i A. P. Møller – Mærsk. Hvis udbruddet af coronavirus dæmper den økonomiske vækst i Kina i 2020 eller endnu værre den globale økonomiske vækst, kan det give A. P. Møller – Mærsk yderligere indtjeningsmodvind i løbet af året.

Dyre danske aktier
Her i starten af 2020 ser de danske aktier meget dyre ud målt på nøgletal som fx kursen i forhold til den forventede indtjening i selskabet om et år, 12 måneders forward P/E, – både i forhold til sin egen historik (se figur 1), men også i forhold til de globale aktiemarkeder. I 2020 forventer markedet en høj indtjeningsvækst i de største danske selskaber. Et relativt tilgivende sammenligningsgrundlag fra 2019 vil hjælpe indtjeningsvæksten godt på vej i 2020, men en begrænset global økonomisk vækst vil efter vores vurdering tøjle indtjeningsvæksten.

Figur 1 – 12 måneders forward P/E på danske aktier

Høj prisfastsættelse og høje forventninger til det kommende års indtjeningsvækst vil givetvis dæmpe afkastmulighederne for danske aktier i 2020. Flere af de største danske selskaber er dog kendetegnet ved at være stærkt positioneret på deres markeder med førende produkter og meget tilpasningsdygtige forretningsmodeller. Derfor ser vi også god mulighed for, at flere af de største danske selskaber kan levere en god indtjeningsvækst i 2020, hvilket vil understøtte den aktuelt høje prissætning.

Spredning og selektiv aktieudvælgelse skal skabe afkastet i 2020 
I 2019 var der stor spredning i afkastet mellem de største danske aktier. Det betyder, at hvis man investerer i få danske aktier og vælger de forkerte, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. Vi tror på, at det er sund fornuft med en vis spredning i aktieinvesteringerne på et dansk aktiemarked, hvor der er langt fra den afkastmæssige top og bund. Derudover forventer vi, at et tilfredsstillende afkast i 2020 i særdeleshed vil blive skabt på baggrund af en grundig selektiv aktieudvælgelse på et dyrt dansk aktiemarked.  

Læs mere om Sydinvest Danmark her

For Sydinvest af seniorporteføljemanager Morten Imsgard, Sydbank

Tilbage