Aktier/tendens: Analysenyt til Lundbeck i fokus i afvente...

Dato: 16. sep. 2020 kl. 07:58
En afventende stemning kan brede sig på det danske aktiemarked onsdag morgen, hvor ændrede anbefalinger og kursmål til Lundbeck og Nordea er de største selskabsspecifikke nyheder.

Der er ikke lagt op til de store udsving på de europæiske børser onsdag, og investorerne kan meget vel forholde sig afventende forud for resultatet i aften af rentemødet i den amerikanske centralbank.

I USA sluttede både det brede S&P 500-indeks, der dog tabte terræn i løbet af handelsdagen, og det teknologitunge Nasdaq-indeks med fremgang tirsdag, mens Dow Jones-indekset endte uændret.

Onsdag morgen vidner de amerikanske aktiefutures om en forsigtig positiv stemning, da de ligger mellem 0,1 pct. og 0,2 pct. højere.

Futuren for det tyske DAX-indeks hælder marginalt til den negative side forud for den danske børsåbning.

Dermed tyder det også på en rolig åbning herhjemme, hvor C25-indekset tirsdag steg pæne 1,0 pct.

Lundbeck kan løbe med en del af opmærksomheden, efter at medicinalselskabet har fået hævet sin anbefaling til "neutral" fra "sælg" af det amerikanske finanshus Goldman Sachs.

Finanshuset gentager ved samme lejlighed kursmålet på 214 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Lundbeck-aktien steg 2 pct. til 210,10 kr.

Tirsdag var der generelt en stor interesse for medicinal- og medicoaktier, og det trak aktierne i Coloplast, Bavarian Nordic og Novo Nordisk op med 2-2,9 pct.

Det smittede også positivt af på GN, der qua sin høreapparatforretning også hører til i sundhedssektoren. Aktien endte med at sætte lukkerekord for anden børsdag i træk efter en stigning på 2,6 pct. til 472,80 kr.

Storbanken Nordea fik tirsdag efter børslukketid løftet kursmålet hos DNB Markets med 7 pct. til 90 svenske kr. fra 84 svenske kr.

Det nye kursmål, der svarer til 64,34 danske kr., indikerer da også et potentiale på knap 30 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag. Anbefalingen er også fortsat "køb", skriver Bloomberg News.

Nordea-aktien bakkede 0,4 pct. til 49,74 kr. tirsdag.

Onsdag morgen har biotekselskabet Orphazyme oplyst, at det kan vente en tilbagemelding fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, på en ansøgning om markedsføringstilladelse for Arimoclomol mod den arvelige hjernesygdom Niemann-Pick type C, NPC, senest den 17. marts.

Det er deadline, efter at FDA har accepteret at gennemgå registreringsansøgningen for lægemidlet, der blev indsendt i juli.

Gennemgangen af Arimoclomol sker under reglerne for "priority review", der forkorter behandlingstiden til seks måneder fra de normale ti måneder.

Aktien steg 2,2 pct. til 83,50 kr. tirsdag.

Andersen & Martini tager et næste skridt mod at blive afnoteret.

Bilforhandleren fremsendte tirsdag aften officielt det varslede tilbud om køb af selskabets B-aktier. Tilbudsprisen er på 40 kr. per aktie, og tilbudsperioden løber i fire uger frem til og med 14. oktober 2020 kl. 17.

Tirsdag lå aktien uændret i netop 40 kr.

/ritzau/Finans

Tilbage

Aktier, obligationer og alternativer i én investering

Sydinvest Blandede Fonde: Til dig, der gerne vil have forvaltet din formue uden at skulle følge med hele tiden.

Læs mere om fondene her