USA/Jyske: Centralbanken kan varsle nulrente i årevis

Dato: 16. sep. 2020 kl. 08:58
Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, vil næppe annoncere nye større konkrete tiltag på aftenens rentemøde i den amerikanske centralbank, der bliver bankens sidste møde inden præsidentvalget. Til gengæld vil banken formentlig understrege, at der kan gå årevis, inden den hæver sin toneangivende rente på 0-0,25 pct.

Det vurderer Jyske Banks rente og valutastrateg Morten Hassing Povlsen i en optakt.

Heller ikke Bloombergs rundspørge blandt økonomer indikerer renteændringer onsdag, og interessen vil derfor naturligt samle sig om en ny rente- og inflationsprognose, som rækker et år længere frem til 2023.

- Vi forventer, at de fleste Fed-medlemmer signalerer, at renten forbliver uændret indtil udgangen af 2023. Samtidig kan Fed-medlemmerne sænke skønnet for ligevægtsrenten (renten på lang sigt), hvilket kan trykke rentekurven fladere, vurderer Jyske Bank.

Spændingen samler sig tillige om det fremtidige inflationsestimat, efter at Federal Reserve i slutningen af august overgik til et gennemsnitligt inflationsmål på 2 pct.

Med den nye målsætning vil banken i en periode dermed få mulighed for at holde renten lav og styrke beskæftigelsen, selv om inflationen i en periode ligger højere end målet.

- Her kan Fed understrege pointen om en uændret rente i lang tid ved at forvente en inflation på lidt over 2 pct., samtidig med at der ventes en uændret rente, konstaterer Morten Hassing Povlsen, der vurderer, at Powell generelt vil være blød som smør i aften.

- Selvom Fed ikke kommer med nye store konkrete tiltag på Fed-mødet, så hælder vi mod, at Powell forsøger at presse renterne (på obligationsmarkedet, red.) lidt ned for at stimulere økonomien og understøtte aktiemarkedet, hedder det videre.

/ritzau/Finans

Tilbage

Aktier, obligationer og alternativer i én investering

Sydinvest Blandede Fonde: Til dig, der gerne vil have forvaltet din formue uden at skulle følge med hele tiden.

Læs mere om fondene her