Det er hele tiden en kamp mellem skjoldet og sværdet

Det er hele tiden en kamp mellem skjoldet og sværdet

Mens vinteren har sænket sig over frontlinjerne i Ukraine, har de globale stormagter fortsat kurs mod en økonomisk konflikt.

Med sin sløve, jævne strøm ligner Dnipro-floden en typisk lavlandsflod, men langs de ukrainske bredder udspiller sig en anden, livsfarlig virkelighed. Her er den vintervisne vegetation svedet af, træer skudt i smadder og jorden punkteret af artilleri.

Siden november 2022 har floden fungeret som den sydlige frontlinje mellem de krigsførende parter. På flodens vestlige bred er det ukrainske modangreb bragt til standsning. På den østlige bred har russerne ­etableret forsvarslinjer, klar til at afvise eventuelle stormløb.

Sådan lå landet, indtil det lykkedes et ukendt antal ukrainske tropper at krydse floden. Man bør dog være varsom med at overvurdere betydningen af det ukrainske udfald, især nu hvor vinteren er sat ind, advarer Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier hos ­Forsvarsakademiet.

Vi oplever allerede, at USA og Kina bestræber sig på at reducere afhængigheden af hinanden.”

“Fronterne har været låst i et år, og begge parter har forsøgt at bryde igennem, men uden succes. Strategisk set står det stille. Der er ofre på begge sider, men ingen er i stand til at ændre på fronterne. Det tegner til, at det ikke kommer til at ske,” siger den erfarne forsvarsekspert, der har beskæftiget sig med konflikter siden Balkankrigen i midten af 1990’erne.

Anstrengt forhold mellem stormagter

Mens krigen mellem Ukraine og Rusland ruller videre, fortsætter stormagterne Kina og USA deres indbyrdes magtkamp på den geopolitiske scene. 

“Med krigen i Ukraine er forholdet mellem USA og Kina blevet endnu mere anstrengt, end det var i forvejen. Det er muligt, at vi allerede befinder os i en tidlig fase af en kold krig mellem de to lande. Spørgsmålet er så, hvor meget den vil ligne tidligere kolde krige,” siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:

“Vi oplever allerede, at USA og Kina bestræber sig på at reducere afhængigheden af hinanden. Vi ser fx, at amerikanske myndig­heder opfordrer egne virksomheder til at flytte produktion væk fra Kina til fordel for andre, mere venligtsindede lande som Vietnam og Indien. Kina er til gengæld ophørt med at købe amerikanske statsobligationer, hvilket fratager USA en vigtig kilde til finansieringen af deres aktiviteter, herunder ­landets militær. Det er en accelererende økonomisk krig.”

Stigende grad af afkobling

Udviklingen vil ifølge Peter Viggo Jakobsen resultere i en verdensøkonomi, der er mere regionalt baseret. Det vil medføre nye spille­regler med en stigende grad af afkobling samt begrænsninger i adgangen til kritisk infrastruktur som havne og telekommunikation.

“Det vil tage noget tid, før det træder i kraft, og jeg tror, det vil ske stille og roligt. Virksomhederne vil være villige til at påføre sig selv større produktionsomkostninger for at opnå en højere grad af leverings- og forsyningssikkerhed. Men der er ingen tvivl om, at USA er langt foran Kina, og hvis USA spiller sine nuværende alliancer ordentligt, så har landet meget gode kort på hånden til at få lukket ned for Kina – både politisk, økonomisk og militært,” ­tilføjer han.

Med krigen i Ukraine er forholdet mellem USA og Kina blevet endnu mere anstrengt, end det var i forvejen.”

Ifølge forsvarseksperten er USA også godt rustet til at hamle op med Kina i Afrika og Sydamerika, hvor Kina ellers har gjort en betydelig indsats for at indynde sig hos lokale regeringer via investeringer og ­politisk velvilje.

”Amerikanerne har et stort og vidt forgrenet alliance-netværk. Hvis vi kigger på de lande, som USA har militært samarbejde med, er der over 100 lande,” forklarer Peter Viggo Jakobsen.

Rusland – ikke en trussel mod NATO

Ifølge forsvarseksperten har Rusland til gengæld ikke så meget at rykke med.

“I styrkeforholdet mellem NATO og Rusland er vi absurd overlegne, og mens NATO opruster og får flere tropper fra nye medlemslande, får russerne smadret deres fly og krigsmateriel i Ukraine. Vi hører også fra efterretningstjenesterne, at Rusland ikke er en trussel mod NATO,” udtaler Peter Viggo Jakobsen.

Kinas vanskelige rejse mod supermagtstatus
Læs også

Kinas vanskelige rejse mod supermagtstatus

Læs artikel

Så godt står den ukrainske hær dog ikke. Men som følge af årstidens vejr kan de ukrainske soldater se frem til et mindre pusterum i den kommende tid, lyder ­vurderingen.

“Når jorden er blød, synker soldater og materiel i, og med hård frost bliver det også svært. Jeg forventer, at der først sker en udvikling hen mod sommeren 2024, hvor vejret kun spiller en mindre rolle. Til den tid vil russerne have suppleret deres stærke forsvarslinjer, og vi ser, at begge parter i stigende grad bruger moderne ­teknologi til at neutralisere hinanden, både offensivt og defensivt. Det er hele tiden en kamp mellem skjoldet og sværdet,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

5
Baseret på 1 anmeldelser