02. mar. 2026 kl. 07:27
255 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Novo og Mærsk i fokus i krigshærget marked

Aktier/tendens: Novo og Mærsk i fokus i krigshærget marked

Tiltagende krig i Mellemøsten, hvor både Israel og USA har angrebet Iran, mens Israel også er gået i kødet på Hizbollah i Libanon, er med til at sende stemningen omkring aktiemarkedet i kulkælderen mandag morgen.

Iran har svaret igen med en række missilangreb i regionen og har meddelt, at landet ikke ønsker at forhandle med USA. Dermed er der ikke umiddelbart udsigt til nedtrapning af krigshandlingerne, der også trækker oliepriserne i vejret sammen med blandt andet guld og sølv.

Det giver faldende futures i både Europa og USA og et dykkende marked i Asien, hvilket dermed også indikerer en negativ start i vente for det danske C25-indeks, som fredag steg 0,1 pct. til 1731,15.

Blandt enkeltaktierne giver det tema i sig selv fokus på blandt andet Mærsk. der har indstillet sine sejladser i Hormuzstrædet på grund af krigen, men også på Pandora som følge af de stigende sølvpriser.

Derudover er der stadig fokus på Novo, der faldt tungt i sidste uge og siden har fået flere sænkede kursmål og en sænket anbefaling, mens der også er analyseændringer til flere andre navne på den danske kursliste, og hos Bavarian er der udsigt til udskiftning på den øverste ledelsesplads.

- Aktiemarkederne i Asien handler med pil nedad, mens markederne også i både Europa og USA står til at åbne med pilene i negativ retning, efter at USA og Israel natten til lørdag indledte et større luftangreb mod Iran, skriver Morten Nielsen, der er strateg hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

- I denne uge er der naturligvis fokus på udviklingen i Mellemøsten, mens det makroøkonomiske kompas peger mod jobrapport, detailsalg og ISM fra USA samt forbrugerpriser, tysk ordreindgang og britisk budget i europæisk regi, fortsætter han.

NOVO FÅR SÆNKET ANBEFALING OG LAVERE KURSMÅL

Blandt enkeltaktierne er der igen fokus til Novo Nordisk, der havde en tung sidste uge med et fald på hele 21 pct. oven på et for det danske selskab skuffende et sammenligningsstudie med vægttabshåbet Cagrisema og rivalen Eli Lillys Zepbound.

Novo har fået skruet ned for anbefalingen hos den amerikanske storbank Goldman Sachs, der har reduceret til "neutral" fra "køb". Samtidig er kursmålet reduceret betragteligt til 260 kr. fra 400 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Sent fredag kom det desuden frem, at TD Cowen har reduceret sit kursmål til 280 kr. fra 435 kr. Anbefalingen her er fortsat "køb ".

Fredag faldt Novo med 0,3 pct. til 237,90 kr.

Lundbeck har omvendt fået løftet sin anbefaling til "hold" fra "underperform" af Jefferies, der i samme ombæring hæver sit kursmål til 39 kr. fra 35 kr.

I et analysenotat påpeger børshuset, at kursen nu afspejler de bekymringer, som Jefferies har for tiltagende konkurrence til Lundbecks største enkeltprodukt, Rexulti, og en række patentudløb, som det danske medicinalselskab står over for i de kommende år.

Lundbecks B-aktie steg fredag med 0,9 pct. til 38,74 kr.

MÆRSK STOPPER SEJLADSER I HORMUZSTTRÆDET

Direkte relateret til krigen i Mellemøsten er der fokus til Mærsk, som indstiller sine sejladser gennem Hormuzstrædet mellem Den Persiske Bugt og Omanbugten på grund af de tiltagende krigshandlinger i Mellemøsten, og det kan give forsinkelser, oplyser rederiet.

Udviklingen giver også igen mulighed for udsving i fragtraterne og skaber dermed fokus på aktierne i transportsektoren mandag.

Fredag steg Mærsks B-aktie med 2,3 pct. til 15.675 kr.

Uroen udløser - ud over kraftige stigninger i oliepriserne - også rift om guld og sølv, og særligt sidstnævnte har det med at få effekt på Pandora, som fredag faldt med 3,1 pct. til 500 kr.

BAVARIAN-TOPCHEF STOPPER

Bavarian Nordics administrerende direktør, Paul Chaplin, har valgt at fratræde sin stilling inden årets udgang, eller når en afløser er fundet.

Det oplyser vaccineproducenten i en meddelelse mandag morgen.

Fratrædelsen sker af "personlige årsager." Paul Chaplin kom til Bavarian Nordic i 1999 og har været administrerende direktør siden 2014.

Bestyrelsen hos Bavarian har igangsat processen med at finde en afløser for topchefen. Bavarian-aktien steg fredag med 0,4 pct. til 197,50 kr.

Forsikringsselskabet Tryg kan se sit kursmål hos Morningstar blive sænket til 175 kr. fra 185 kr. Anbefalingen er dog fortsat "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Tryg-aktien steg fredag med 0,2 pct. til 156,60 kr.

Gubra, som fredag bragede frem med 18,5 pct. til 391 kr. oven på sit årsregnskab, har fået skåret en fjerdedel af sit kursmål hos norske ABG Sundal Collier, der har sænket til 600 kr. fra 800 kr. Alligevel står den positive anbefaling "køb" ved magt, viser data fra Bloomberg News.

Hos amerikanske Goldman Sachs er kursmålet for Gubra desuden reduceret til 429 kr. fra 461 kr., mens anbefalingen "neutral" står ved magt.

Coloplast, som fredag steg med 1,4 pct. til 488 kr., kan også få del i rampelyset mandag, når konkurrenten Smith & Nephew afleverer årsregnskab.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 217 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig