29. apr. 2022 kl. 09:54
2555 visninger

Sydinvest vinder international pris

Sydinvest vinder en Lipper Fund Award for Virksomhedsobligationer IG i svært investeringsmarked.

Porteføljemanagerne bag Sydinvest Virksomhedsobligationer IG har vundet en Lipper Fund Award i kategorien ”Bond Global Corporates” for deres resultater de seneste tre år. Refinitiv, der står bag præmieringen, er et stort internationalt analyseinstitut, som har mange års erfaring med vurdering af investeringsfonde og investeringshuse.

”Vi er meget stolte og glade for at modtage denne pris for vores arbejde med virksomhedsobligationer,” udtaler Steffen Ussing, direktør i Sydinvest. ”Markedet for virksomhedsobligationer kan være uoverskueligt og svært tilgængeligt, men porteføljeteamet har en stor erfaring og en solid indsigt i markedet. Det viser resultaterne heldigvis også.”

Indsigt og analyse bag resultater

For porteføljemanagerne er det et stort arbejde med at gennemgå og analysere virksomhederne og deres regnskaber for at sikre, at betalingsevnen står mål med renten og dermed den samlede risiko.

”Når man investerer i de mere stabile virksomhedsobligationer, får man ikke en speciel høj mer-rente, og det er derfor vigtigt at være ekstra grundig i research-arbejdet,” udtaler Steffen Ussing. ”Samtidig arbejder vi med en stor spredning i investeringerne for at sikre os det optimale resultat.”

"Vi glæder os over, at vi har skabt et afkast til vores investorer, som Refinitiv blåstempler med en Lipper Fund Award"

Svært obligationsmarked

Det har generelt været en svær periode for obligationer de senere år, hvor de meget lave renter har sat sig spor i afkastet. Alligevel har Sydinvest Virksomhedsobligationer IG et fornuftigt relativt afkast over de tre år fra 2019 til 2021.

”Midt i en svær tid både på finansmarkederne og i verden som helhed kan en præmiering af denne slags virke lille og ubetydelig,” udtaler Steffen Ussing. ”Men som leverandør af investeringsprodukter glæder vi os over, at vi har skabt et afkast til vores investorer, som Refinitiv blåstempler med en Lipper Fund Award.”

 

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,2
Baseret på 20 anmeldelser