<p>Trine Gadeberg: Håb, glæde og SMIL på læben</p>
20. aug. 2025 kl. 08:00
62 visninger

Trine Gadeberg: Håb, glæde og SMIL på læben

Latter er den bedste medicin, og latter bliver der rigeligt af, når Trine Gadeberg gæster årets investormøde med sit musikalske og satiriske one woman show.

Når den faste grund gynger under vores fødder, kan et godt grin give håb og skabe grobund for forandring. Det mener den livsglade multikunstner Trine Gadeberg, der i mere end 30 år har turneret Danmark tyndt med sin store stemme, sit humoristiske sind og sit skarpe blik for samtidens ømme tæer. I september og oktober besøger Trine investormøderne for at sprede det gode humør.

”Jeg ser humor som en slags ventil, der kan lukke usikkerheden ud og gøre plads til de lyse tanker. Når vi griner, glemmer vi de negative følelser for en stund og bliver bedre til at håndtere dem efterfølgende. Det vil jeg rigtig gerne bidrage til.”

Som kunstner er Trine Gadeberg svær at sætte i bås. Nogle kender hende som skuespiller og sangerinde, andre som komiker eller podcastvært. Hun betragter sig selv som en entreprenant entertainerblæksprutte med en dyb forkærlighed for revyen og den samfundskritiske satire, der kan gøre en forskel i den virkelige verden.

”Jeg drømmer altid om at rykke lidt ved samfundet med det, jeg laver, og her er revyen et fantastisk værktøj. Den tager temperaturen på samtiden og tilføjer et humoristisk twist, som giver håb, glæde og smil på læben. Og så er humoren enestående til at finde ind til det overskud, der skal til, når vi skal håndtere de ting, der er svære.”
FRA BØRN OG FUL

Fra børn og fulde folk ...

Trine har alle dage beskæftiget sig med den aktuelle komedie, og under coronakrisen ramte hun tidsånden lige i solar plexus.
Her leverede hun en satirisk nytårstale som karakteren Pelle – en femårig dreng med et uskyldigt perspektiv på verden. Talen gik viralt og fik hurtigt 70.000 delinger og 3 millioner visninger på Facebook.

”Jeg tror, at Pelles naive udlægning af verden ramte plet. Han siger jo bare det, han ser – helt uden filter og bagtanker – og på den måde bliver han en slags sandhedsvidne. Vi griner, mens vi græder, fordi han viser, hvordan vi egentlig taler til hinanden – og det er
ikke altid lige pænt, kan jeg godt afsløre.”

Pelles nytårstale blev startskuddet til en hel serie videoer, en hjemmeside og to liveshows med den uskyldsrene 5-årige i hovedrollen. I dag er Pelle en af Trines mest elskede karakterer, når hun er på landevejen.

”Pelle vækker mange følelser, men han dømmer ikke. Med sin barnlige uskyld får han os til at grine ad verden – og ikke mindst ad os selv – og det er vigtigt at kunne. Ellers bliver det altså bare for højtideligt, det hele.”

Ikke to shows er ens

Når Trine optræder til investormødet, har hun naturligvis Pelle med på scenen. Her vil han være én blandt mange farverige karakterer, der udgør stammen i hendes roste one woman show, hvor musikalske indslag og skarp satire går hånd i hånd. Det bliver en unik forestilling, for når Trine performer, er der aldrig en fast skabelon.

”Der er ikke to af mine shows, der er ens. Jeg kender strukturen på forhånd, men efterlader altid rum til at improvisere. Er der brug for noget mere festligt, så finder jeg en sang med gang i. Er der brug for noget mere Pelle, så får han lidt ekstra scenetid. Det handler om at læse rummet.”

For Trine er interaktionen med publikum derfor en stor del af glæden ved at optræde, og evnen til at vejre stemningen har hun finpudset gennem mere end tre årtier på landevejen.

”Jeg er i bund og grund en ladvogns-underholder, og der er ikke den scene, jeg ikke har stået på. Men uanset om jeg står i et forsamlingshus i udkanten af Danmark eller et fornemt teater i storbyen, så er det i mødet med publikum, magien opstår.

Sådan har det altid været for mig, og sådan bliver det helt sikkert også, når jeg går på scenen til efteråret.”

<p>Tilmelding til investormøder 2025</p>
Læs også

<p>Tilmelding til investormøder 2025</p>

Læs artikel

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde