Høgeagtige toner fra formand Kevin Warsh fra USA's centralbank, Federal Reserve, presser fredag ved amerikansk middagstid de lange renter ned, imens de korte renter sendes i vejret.
Formanden har fredag talt ved Federal Reserves årlige symposium i Jackson Hole, og her har han svoret, at inflationen skal under kontrol, og at det primære redskab til at tøjle den er ved at justere renten, der endnu ikke er restriktiv.
Indledningsvist sendte det aktierne op, men ud på middagen siver plusserne.
Det brede S&P 500-indeks stiger blot 0,1 pct., og Dow Jones stiger 0,2 pct. Imens falder Nasdaq-indekset 0,1 pct.
Tidligere var det plusser på 0,4-0,5 pct.
- Her er min standard: Vi må være sikre på, at den underliggende inflation bevæger sig mod vores mål - tydeligt og i det fornødne tempo. Ellers har vi mere arbejde foran os. Det er vores job, siger han i Jackson Hole og fremhæver rentebevægelser som det "altovervejende" værktøj til formålet.
Det sendte renten på det 30-årige toneangivende statspapir ned med 5 basispoint, men siden er det næsten gået i sig selv med et rentefald på 2 basispoint til 5,18 pct.
Langt kraftigere er bevægelsen i den toårige rente, da markedet nu i større omfang venter en snarlig renteforhøjelse. Renten stiger 9 basispoint til 4,32 pct.
Mere moderat stiger renten på den toneangivende tiårige statsobligation 2 basispoint til 4,70 pct.
- Jeg mener, at han (Kevin Warsh, red.) har gjort et stykke arbejde med at fremlægge en vej, en ramme, en drejebog og reglerne over, hvad han holder øje med, og hvad der vil lede ham, hvad angår at tilpasse pengepolitikken, så godt han kan, vurderer investeringschef Peter Boockvar ifølge Bloomberg News.
KLØ TIL CHIPAKTIER
Chipaktierne hænger fredag i branchen efter en storslået torsdag med pæne plusser foranlediget af Nvidias regnskab med fortsat ukuelig vækst.
Men efter festen kommer tømmermændene, og det får blandt andet Marvell Technologies at mærke trods en ellers imponerende udvikling i andet kvartal.
Både regnskabet og forventningerne til næste kvartal er over markedets forventninger. Alligevel sendes aktien baglæns med 7,8 pct. Det skyldes ifølge Bloomberg News, at markedet ikke ser væksten fortsætte i samme tempo efter 2026.
- For chipselskabernes vedkommende er investorerne sultne efter en ny katalysator, siger direktør Mike Reynolds fra Glenmede til Reuters.
- Men spørgsmålet er, hvad bliver det næste? Og det har ikke været lige tydeligt hver gang.
Også Nvidia går baglæns med 1,8 pct. - vel at mærke efter et plus på 8,7 pct. torsdag - imens andre AI-relaterede aktier som Intel og Coreweave siver 0,5 og 1,3 pct.
PAYPAL DYKKER EFTER DROPPET MILLIARDBUD
Betalingstjenesten Paypal sendes ned med hele 11,5 pct. fredag, da konkurrenten Stripe sammen med kapitalfonden Advent ifølge Bloomberg News har droppet buddet på selskabet.
Stripe og Advent skulle ifølge Reuters i juli have lagt i størrelsesordenen 60,50 dollar per aktie, hvilket løber op i en samlet værdi på omkring 53 mia. dollar.
Omvendt er der bonus til tøjselskabet Gap, der har hentet detailveteranen Michael Francis til at stå i spidsen for mærket Old Navy.
Gap-aktien vinder 13,3 pct. frem..\\˙ MarketWire