S&P 500- og Nasdaq-indeksene ligger mandag til at åbne i plus, idet investorer vurderer udviklingen i Mellemøsten, som kan påvirke genåbningen af Hormuzstrædet, og dermed begynder en uge fyldt med vigtige inflationstal.
Futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger med et plus på 0,2 pct., mens den for det brede S&P 500-indeks løftes 0,1 pct. Futuren for det smalle Dow Jones-indeks falder 0,1 pct.
Fredag steg Nasdaq med 1,3 pct., mens S&P 500-indekset halede endnu en rekord i land med et plus på 0,6 pct. Dow Jones-indekset endte 0,3 pct. højere.
Fra Iran lød det i sidste uge, at landet var tæt på en endelig aftale med Oman, der fastlægger nye sejlruter mellem dem gennem strædet, men gentog, at USA skal opfylde flere betingelser, før den strategisk vigtige vandvej genåbnes.
En lempelse af energistrømmene gennem det vigtige flaskehalsområde kan mindske bekymringerne over højere oliepriser, som har øget inflationsbekymringerne og risikoen for renteforhøjelser fra centralbanker rundt om i verden. På denne baggrund kan tal for forbruger- og producentpriser, som offentliggøres onsdag og torsdag, være afgørende for at få indblik i centralbanken, Federal Reserves fremtidige pengepolitiske kurs, set i lyset af den nye chef, Kevin Warshs holdning om at give begrænset fremadrettet vejledning.
Forventningerne til renteforhøjelser på kort sigt blev dæmpet fredag, efter den amerikanske jobrapport viste, at den amerikanske økonomi uventet mistede arbejdspladser i juli.
- Konflikten i Mellemøsten fortsætter med at være en vigtig faktor, der driver markedsstemningen, og fungerer som en modvægt til den fortsatte optimisme omkring vækst drevet af AI-investeringer, siger Marc Ostwald, cheføkonom hos ADM Investor Services, ifølge Reuters.
META LANCERER FORENKLET AI-MODEL
Amerikanske Meta Platforms, der står bag blandt andet Facebook, Instagram, WhatsApp og Messenger, har lanceret en ny forenklet AI-model, der kræver så lidt computerkraft, at den kan fungere på en enkelt computer.
Modellen er "open weight", hvilket vil sige, at brugere kan downloade og tilpasse parametrene.
Det bliver godt modtaget i mandagens formarked, hvor aktien sendes op med 1,8 pct.
Modsat er der pres med et minus på 3,3 pct. for Intel, da chipproducenten er hoppet på den genopståede tiltro til AI og vil udbyde aktier for 15 mia. dollar og investere pengene i vækst.
Apple hænger med et minus på 1,2 pct. også lidt med næbbet, efter at børshuset Jefferies har sænket sin anbefaling for aktien til "underperform" fra "hold" med henvisning til, at vejen frem for en højpris iPhone ser udfordrende ud.
SpaceX løftes med 4,7 pct. til 139,35 dollar i formarkedet, og dermed bygger satellit-, rumfart- og AI-selskabet videre på fremgangen på 23 pct. torsdag og fredag. Aktien er dermed også kommet over børsnoteringskursen i 135 dollar, som den har ligger under siden midten af jul.
BERKSHIRE HATHAWAY MED REGNSKAB
Berkshire Hathaway går med et formarkedsplus på 0,5 pct. en grøn dag i møde, efter at Warren Buffetts investeringsselskab i weekenden har aflagt regnskab.
Finanshuset TD Cowen fremhæver, at den bedre end ventet udvikling i andet kvartal var drevet af forretningsområderne uden for forsikring.
.\\˙ MarketWire