Ennogie, der opstiller solcelle- og batterianlæg, har i regnskabsåret 2025 præsteret tocifret omsætningsvækst og opnået et positivt resultat på EBITDA-niveau.
Samlet landede omsætningsvæksten på 14 pct. sammenlignet med 2024, hvilket er understøttet af et rekordhøjt fjerde kvartal, fremgår det af tirsdagens regnskab aflagt efter børslukning.
Af regnskabet fremgår det, at Tyskland fortsat er selskabets kernemarked med 78 pct. af omsætningen.
For året landede det rapporterede EBITDA-resultat på 0,3 mio. kr., men den underliggende drift var præget af nogle ekstraordinære og uforudsete engangsposter skriver Ennogie, der tilføjer, at ved korrektion af disse poster opnås et EBITDA-resultat på 2,9 mio. kr.
Engangsposterne var blandt andet udbedring af fejlende solcellepaneler og retssager på det tyske marked.
For året landede resultatet efter skat fortsat på et minus. I 2025 skrumpede underskuddet dog til 3,9 mio. kr. fra 13,9 mio. kr. i 2024.
- Med fundamentet fra 2025 er målet for 2026 at overgå til en positiv EBITDA-indtjening gennem omsætningsvækst og stram margin- og omkostningsstyring, fremgår det af regnskabet.
Selskabet venter i regnskabsåret 2026 en omsætning i niveauet 55-65 mio. kr. samt en primær drift før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 1-4 mio. kr.
Tabel over Ennogie Solar Groups regnskab for fjerde kvartal af 2025:
| Mio. kr. | FY 2025 | FY 2024 |
| Omsætning | 52,8 | 46,2 |
| Bruttoresultat | 23,3 | 16,3 |
| EBITDA | 0,3 | -9,5 |
| Nettoresultat | -3,9 | -13,9 |
Ennogie Solar Groups forventninger til 2026:
| Mio. kr. | Ved Q4 2025 |
| Omsætning | 55-65 |
| Driftsresultat (EBITDA) | 1-4 |
.\\˙ MarketWire